10 tips til bedre it-sikkerhed i ferien

14. juni 2024
10 tips til bedre it-sikkerhed i ferien
IT-sikkerheden på ferien kan let hæves, og Leif Jensen fra ESET Nordics har 10 tips, der kan gøre sommerferien mere sikker for os alle. Foto: Jumpstory

De cyberkriminelle holder ikke sommerferie, og samtidig har vi en tendens til at sænke paraderne lidt for meget, når vi har ferie. Men sikkerheden kan let hæves, og Leif Jensen fra ESET Nordics har 10 tips, der kan gøre sommerferien mere sikker for os alle

Vi lever i en tid, hvor vi rammes af stadig flere cybertrusler, og hvor de cyberkriminelle konstant udnytter sikkerhedshuller til at ramme private.

”Samtidig er vi så på vej ind i sommerferietiden, og det ved cyberbanditterne godt. De retter derfor deres skyts endnu mere aktivt mod private, der ofte sænker paraderne, når al energien går mod at planlægge ferien og slappe af,” fortæller Leif Jensen, sikkerhedsekspert og CBO fra ESET Nordics, og fortsætter:

”Derudover skal vi som ferierende huske på, at der kommer helt nye trusler til, når vi er på ferie, ikke mindst fordi vi konstant har vores smartphone med os – og ofte lige ved siden af os.”

Leif Jensen pointerer, at du bør behandle din smartphone med samme forsigtighed, som du ville med 50.000 euro i kontanter, hvilket vil sige, at man:

  • Aldrig flasher den nye, dyre smartphone i offentligheden
  • Aldrig efterlader mobilen ude af syne
  • Aldrig låner smartphonen ud til nogen
  • Altid holder mobilen i lommen/tasken, når man er på café eller restaurant
  • Altid opbevarer mobilen sikkert væk fra langfingrede lommetyve

”Folk, du møder på feriesteder, kan være utrolig venlige og høflige – og mange er utrolig dygtige til at få din mobil til at forsvinde, uden du ved det,” siger Leif Jensen.

Men ud over at holde godt fast på mobilen, så har Leif Jensen 10 tips, som sikrer, at sommerferien ikke ender i et sikkerhedsmæssigt mareridt, hvor man mister data, penge, informationer og måske adgang til mail, sociale medier og ikke mindst banken.

  1. Alt skal opdateres: Inden du forlader dit eget – sikre, håber jeg – netværk, skal du sørge for, at din smartphone, tablet og laptop er opdateret. Det gælder både operativsystemet og alle de apps, du kunne finde på at bruge.
  2. Installer sikkerhedssoftware: Android-baserede smartphones og tablets samt laptops skal have installeret, eller opdateret, et sikkerhedsprogram. Vær sikker på, at du vælger et fra en producent, du kan stole på.
  3. Backup af dine enheder: Inden du rejser, så vær sikker på, at du har lavet en backup af dine enheder, inden du tager på ferie. Skulle du miste en enhed, så kan du altid genskabe den efter ferien.
  4. Slå sporing til: Du skal huske at slå sporing af dine enheder til. Både når det gælder iPhones, iPads, Android-baserede enheder, Windows- og Mac-laptops, så har de alle den funktion. Slå den til, så forbedrer du chancen for at finde den igen, hvis du skulle miste den.
  5. Lås din enhed: Vær sikker på, at alle dine enheder automatisk låses, når du lukker eller slukker dem, og at det kræver en kode, fingeraftryk eller ansigtsscan at åbne dem igen. Det gør det lidt sværere at få fat i dine personlige data, hvis du mister en af dine enheder.
  6. Brug kun sikre netværk: Undlad at bruge åbne, usikre netværk. Der er ingen beskyttelse af dine informationer, de kan være oprettet af cyberkriminelle, og det er for let for de kriminelle at lytte med. Hvis muligt, så brug dataforbindelse på din smartphone eller tablet – det er langt mere sikkert.
  7. Brug altid en VPN: Uanset hvilket netværk du benytter på din ferie, så bør du altid bruge en VPN for at sikre dine data og dine enheder. Det gælder i særdeleshed, hvis du vælger at bruge et offentligt WiFi, men du bør også bruge VPN, hvis du bruger hotellets eller ferieboligens WiFi, der har en kode, som alle alligevel kender.
  8. Vær ekstra opmærksom på phishing: Du skal altid have øjnene åbne efter phishing-forsøg. Men på ferien er dine parader måske sænket, og dermed er du mere udsat for phishing. Pas på med fristende links på turistfælder, pas på med strategisk smart placerede QR-koder, der lover store præmier og ikke mindst med tilbud, der er ’for gode til at være sande’.
  9. Slå automatisk forbindelse fra: Mange enheder tillader automatisk at koble sig til åbne netværk eller forbinde sig til bluetooth-enheder. Det bør generelt altid være slået fra, men det gælder særligt, når du er på ferie.
  10. Vær forsigtig med offentlige computere: Hvis du er nødt til at bruge en computer og ikke har din egen med, så kan det være nødvendigt at bruge en offentlig computer – måske fra et bibliotek, fra hotellet eller lignende. Gør du det, må du aldrig logge dine online-konti eller dele personlige og følsomme oplysninger fra offentlige computere. Det gælder også, når det kommer til at svinge kreditkortet – det må du aldrig gøre fra en offentlig computer. De kan være kompromitterede, og du aner ikke, om cyberbanditterne kigger med.

”Generelt gælder, at du skal tænke dig om og være fornuftig. Det råd gælder både i hverdagen, og når du er på ferie. Rigtig god ferie, og husk nu at være forsigtig, når du går online på ferien,” slutter Leif Jensen.