Fritid
150 år, 43.000 hjerter: Røde Kors fejrer dem, der giver deres tid til andre
Den 27. august forvandles Kildeparken til en markedsplads med taler, debat, modeshow og musik i anledning af Røde Kors’ jubilæum i Danmark
Alle er inviteret til en festdag i frivillighedens tegn, når Røde Kors den 27. august fejrer 150 år med frivillighed og fællesskab i Danmark. Fra klokken 12 til 19 forvandles Kildeparken i Aalborg til en markedsplads med mad, genbrug og aktiviteter for både børn og voksne. Dagen byder blandt andet på taler, oplæg, debat, koncerter og et modeshow med unikt designertøj lavet af genbrug.
Der bliver også mulighed for at møde nogle af de mange lokale frivillige, som hver dag gør en forskel for mennesker i hele Nordjylland. Blandt andre kan gæsterne høre generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl fortælle om organisationens internationale arbejde, mens en politisk debat sætter fokus på, om frivillige kan bidrage til at løse Danmarks velfærdsudfordringer.
Jubilæumsfesten er en del af Røde Kors’ landsdækkende fejring af 150 år i Danmark. I løbet af jubilæumsåret afholder organisationen fem folkemøder rundt om i landet, hvor alle er inviteret til at være med til at fejre fællesskabet og sætte fokus på den frivillighed, der gennem 150 år har været en central del af Røde Kors.
Frivillighedens fremtid er i centrum
Et gennemgående tema for dagen er fremtidens frivillighed og civilsamfundets rolle i velfærdssamfundet. Her sættes der fokus på, hvordan frivillige organisationer som Røde Kors kan bidrage til at styrke fællesskaber og hjælpe mennesker i en tid, hvor mange oplever mistrivsel og ensomhed.
Røde Kors har i dag omkring 43.000 frivillige i Danmark, som arbejder med alt fra besøgsvenner og patientstøtte til fællesskabsaktiviteter og hjælp i krisesituationer. I jubilæumsåret ønsker organisationen både at hylde de frivillige kræfter, som gennem 150 år har været med til at forme Røde Kors, og samtidig sætte fokus på frivillighedens betydning for fremtidens velfærd.
Læs også:
Se hele programmet for dagen
- 12.00: Markedspladsen åbner
- 13.00: Velkomst ved Jette Runchel, præsident i Røde Kors Danmark
- 13.10: Intro til dagen ved konferencier Hanne Dahl, lokalformand i Røde Kors Aalborg
- 13.15: Fællessang
- 13.25: Oplæg om Røde Kors’ internationale arbejde ved Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors
- 14.00: Oplæg om basal sundhedshjælp til mennesker uden dansk CPR-nummer ved Rikke Dalsted, leder af Røde Kors’ Sundhedsklinik for Migranter
- 14.30: Politisk debat: Kan frivillige løse Danmarks velfærdsudfordringer? Moderator: journalist Tine Gøtzsche. Med deltagelse af Jette Runchel (præsident, Røde Kors), Tessa Marie Moustsen (medlem af landsstyrelsen, URK), Jesper Ettrup Rasmussen (formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation i Nordjylland) og Maja Torp (V, byrådsmedlem i Aalborg Kommune og næstformand for Job- og socialudvalget)
- 15.30: Oplæg om Genbrugsguld ved Dorthe Egede Hansen, Heartwise Consulting
- 15.50: Modeshow med designs skabt af genbrugstøj ved Virak
- 16.20: Oplæg “Fra lokal støtte til internationale indsatser: Fortællinger fra studierejse i Røde Kors” ved Arne Dørup Jensen (lokalformand, Løkken/Vrå) og Hans Jørgen Dalum (lokalformand, Hjallerup)
- 16.40: Fællessang
- 16.45: Sang ved Aalborgkoret
- 17.00: Musik ved Pure Drunks
Læs også: