Erhverv
16.400 kvadratmeter gulv til nyt boligkvarter i Aalborg
Ved Gigantium i Aalborg er et nyt boligområde navngivet Steinbeck med 272 boliger ved at blive opført som DGNB Guld byggeri. Til de mange nye boliger har den nordjyske gulvvirksomhed Timberman leveret intet mindre end 16.400 kvadratmeter gulv, og ifølge virksomheden er boligprojektet et udtryk for en tendens i byggebranchen.
Der bygges på livet løs ved Gigantium i Aalborg, hvor et nyt boligkvarter med 272 boliger til udlejning er ved at blive opført. Projektet, som har fået navnet Steinbeck, er præcertificeret til og opføres som et DGNB Guld byggeri. I den forbindelse har gulvvirksomheden Timberman fra Hadsund leveret hele 16.400 kvadratmeter Novego-gulv til det nye boligkvarter.
– Steinbeck er et stort og spændende projekt, som vi er glade for at være udvalgt som leverandør til. Boligprojektet er på mange måder et udtryk for en tendens, vi ser i disse år, hvor bygherre og rådgivere i højere grad end tidligere kigger på materialers holdbarhed og fremtidssikring af byggeriet, lyder det fra projektkonsulent hos Timberman, Alex B. Jørgensen, som uddyber:
– Særligt ved nybyggeri til udlejning og almene boliger ser vi i disse år, at valget falder på vinylgulve, som har en meget slidstærk overflade, og som derfor har en meget lav vedligeholdelsesgrad, hvilket er gavnligt for udlejer såvel som ejendomsadministratoren.
Det er entreprenørvirksomheden Arne Andersen Vrå A/S, som har totalentreprisen og opfører byggeriet i samarbejde med Søren Enggaard A/S. Projektet består samlet set af seks punkthuse og 98 byhuse fordelt på 23.000 kvadratmeter.
– Til et så omfangsrigt projekt er det bestemt ikke uvæsentligt, hvilke materialer og leverandører vi bruger. Naturligvis stiller præcertificeringen visse krav til materialevalget generelt set, men derudover er det også vigtigt, at vi kan regne med, at både leverandør og materialer lever op til de aftaler, vi laver, siger Jacob Provst Spangsege, som er entrepriseleder hos Arne Andersen Vrå A/S, og han tilføjer:
– Derfor har vi blandt andet valgt en leverandør som Timberman, vi har samarbejdet med i mange år. Vi kender deres Novego-gulve, og de er meget holdbare, så der er ikke en masse udskiftning, når fx en lejer flytter ud – og hvis der skulle være behov for at skifte en enkelt planke, er det meget nemt at klikke den op og udskifte med en ny uden der opstår synlige farveforskelle.
Byggeriet foregår over seks etaper, hvoraf første etape afsluttes til oktober og hele byggeriet ventes at stå færdigt ultimo 2024.
Fakta om projektet:
Bygherre: Søren Enggaard A/S
Totalentreprenør: Arne Andersen Vrå A/S
Gulvleverandør: Timberman
Størrelse: 23.000 kvadratmeter
Gulvleverance: 16.400 kvadratmeter Novego-gulv