En 38-årig mand fra Aalborg, der har været varetægtsfængslet in absentia og internationalt efterlyst af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), mistænkt for at stå bag indsmugling og distribution af i omegnen af 50 kg amfetamin, er onsdag aften udleveret fra Marokko til Danmark. Manden blev anholdt i januar i Casablanca efter samarbejde med det amerikanske narkotikaagentur, DEA, og de marokkanske myndigheder.
Den udleverede vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag torsdag klokken 10 ved Retten i Aalborg.
Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret, og NSK har derfor ikke yderligere informationer på nuværende tidspunkt.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.