Sundhed

84.000 forældre spørges om deres oplevelse med børnepsykiatrien

Har systemet svigtet, når familier søger hjælp til børn med psykiatriske diagnoser? Det skal en ny landsdækkende undersøgelse afdække. Nu inviteres over 84.000 forældre til at dele deres erfaringer.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 23. april 2026

Undersøgelsen hedder “Sammen om Barnet” og er en del af det femårige partnerskabsprojekt Bedst for Os, der med støtte fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond arbejder for bedre og hurtigere hjælp til børn og unge i psykisk mistrivsel. Spørgeskemaet er sendt via Digital Post til forældre og værger til børn mellem 6 og 17 år, der har fået en psykiatrisk diagnose siden 2020.

“Mange familier går gennem en krævende periode med lang ventetid og kontakt til flere forskellige myndigheder, før de får den rette hjælp. Vi har brug for mere viden for at kunne skabe bedre forløb, og her er forældrenes stemme vigtig,” siger seniorforsker Anne Gulbech Ording fra Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning på Aalborg Universitetshospital.

– Det sværeste var følelsen af at stå alene

Eva Bandholm er selv mor til en datter, der to gange har fået stillet en psykiatrisk diagnose. I dag arbejder hun som pårørende-peermedarbejder i Børne- og Ungdomspsykiatrien på Aalborg Universitetshospital og ved, hvad det koster at navigere i systemet alene.

“For mig var det sværeste følelsen af at stå alene uden nogen til at samle en op. Det var svært at blive hørt og forstået hos de forskellige myndigheder, og området er stadig meget tabubelagt,” siger hun.

Hun opfordrer forældre til at svare på spørgeskemaet.

“Der er en stor gruppe, der i sådan et forløb kæmper, indtil det hele bryder sammen. Vi har brug for at få deres stemmer frem, så der kan findes bedre løsninger.”

Svarene skal gøre systemet bedre

Spørgsmålene dækker forældrenes erfaringer med psykiatrien, skolen og kommunens familie- og socialindsats – både før, under og efter udredning. Svarene behandles fortroligt og bruges udelukkende til forskning og statistik.

“Forældrenes svar vil give en bedre forståelse af, hvor indsatsen omkring barnet og familien hænger sammen – og hvor den bryder sammen. Det giver grundlag for, at psykiatri, skole og kommune kan justere deres indsatser, så færre familier oplever at skulle navigere alene i et komplekst system,” siger Anne Gulbech Ording.