Klik venligst
Del på Facebook   Print siden  

Nationalt udspil henter inspiration i Aalborg

Aalborg
Onsdag 15. maj 2024 kl. 16:00

Nationalt udspil henter inspiration i Aalborg
Foto: © Lars Horn / Baghuset.


Det vakte glæde hos Aalborg, da KL og BL – henholdsvis kommunernes samlede forhandlingsorganisation og de almene boligers brancheorganisation – lancerede et fælles politisk udspil med fokus på investering i den lokale sundhedsstruktur.

"Man kan med en vis ret sige, at væsentlige dele af udspillet er vokset i vores have, for det, der lægges op til, er at omsætte vores gode erfaringer fra Aalborg til national skala", siger direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening. Og han siger videre:

"Essensen af forslaget er, at der skal ske en fremrykning af den kommende boligaftale, så den kan arbejde sammen med sundhedsreformen. Baggrunden er, at den sociale og geografiske ulighed i sundhed er for stor og at presset på sundhedsvæsenet vil vokse, efterhånden som der bliver flere ældre og flere med kroniske sygdomme. For at gøre ondt værre, mangler der hænder og i det hele taget ressourcer i et presset velfærdssystem. Det kræver, at der bliver tænkt i nye løsninger – og i investeringer, der kan bringe det nære sundhedsvæsen tæt på borgernes hverdag."

En hjørnesten i KL og BL's anbefaling er, at der skal åbnes for sundhedsrenoveringer: Når almene boliger renoveres, skal sundhed integreres i alt fra den enkelte bolig til fællesarealerne og fællesfaciliteterne.

"Med inspiration fra Sundheds- og Kvartershuset i det østlige Aalborg lægger man op til, at sundhedstilbud skal flytte ind i de almene boligområder. Det kan for eksempel være i form af ombygning af fælleshuse, så de kommer til at rumme sundhedsfaciliteter eller det kan være ny anvendelse af tomme ældre- eller plejeboliger, så de kan fungere som lokale sundhedshuse og dermed sikre nærhed i sundhed, uanset om der er tale om større byer eller yderområder", siger Ole Nielsen.

I forslaget indgår også renovering af en større mængde almene boliger, så de kan tilpasses flere stadier i livet – præcis sådan som det er sket i det østlige Aalborg.

"Da vi for nylig havde besøg af sundhedsminister Sophie Løhde, fremhævede hun netop fordelene ved – som i Sundheds- og Kvartershuset i det østlige Aalborg – at samle en række sundhedstilbud under ét tag centralt i et boligområde. Og på den måde at udbytte et oplagt potentiale i at tænke bolig- og sundhedspolitik sammen", pointerer Ole Nielsen:

"Jeg er glad for, at der i regeringen er forståelse for mulighederne, for det giver en reel mulighed for, at udspillet fra KL og BL kan blive til mere end flotte ord."

Jes Lunde (Radikale), der er rådmand for Sundhed og Kultur, giver udtryk for, at man i Aalborg Kommune er rigtigt glade for det tætte samarbejde med Himmerland Boligforening:

"Sammen når vi ud til betydeligt flere med et opsøgende arbejde, der kommer til at gøre en forskel i mange menneskers liv. Vi går all in i dette, fordi vi tydeligt kan mærke, at efterspørgslen er der hos borgerne, når vi kommer med målrettede tilbud, der kan forbedre livsvilkårene."

Fra hans rådmandskollega Nuuradiin S. Hussein (Socialdemokratiet), der har ansvar for Job og Velfærd i Aalborg Kommune, lyder det:

"Det, som vi erkendte i Aalborg, var, at uligheden i sundhed var stor mellem boligområderne. Folk i Aalborg Øst levede væsentligt kortere end borgerne i Hasseris. Det er tæt sammenknyttet med social ulighed. Fysisk sundhed og mental trivsel er mere end et mål i sig selv. Det er også forudsætninger for, at man kan opnå og fastholde et job, have et godt familieliv og være der for sine børn. Her er det et vigtigt skridt at få tænkt sundhed ind i den boligsociale indsats. Ord og oplysning er ikke nok. Det handler om, som vi har gjort i Aalborg Øst sammen med regionen og boligselskaberne, at flytte sundhedstilbuddet tæt på de mennesker, der har mest brug for det."

Regionsrådsformand Mads Duedahl (Venstre) supplerer:

"Det er på samme tid både spændende og bydende nødvendigt, at vi bliver endnu bedre til at tænke hverdagsliv og sundhedstilbud sammen. Sundheds- og Kvartershuset i Aalborg er et interessant eksempel på, at der er meget vundet ved at lette borgernes adgang til blandt andet praktiserende læger, en times fysioterapi eller den ugentlige fitness. Sundhed skal i højere grad rime på hverdag, så flere borgere får tilbudt tidlig behandling tæt på deres hjem og slipper for at skulle tænke på hospital og indlæggelse."


© Copyright 2024 Aalborgidag.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Klik venligst


Flere i denne sektion:

- Fra 27. maj kan du igen søge tilskud til en varmepumpe - Aalborg

- Indbrud påBeatesmindevej - Aalborg

- Tredje og sidste gang iklædt sæsonens håndsrækningsdragt - Aalborg

- Turist i Aalborg måtte vejledes om danske droneregler - Aalborg

- Stoppesteder til nordjyske expresbusser bliver opgraderet - Aalborg

- Aalborg Universitet: Forsvarets maskuline kultur gør både mænd og kvinder til tabere - Aalborg

- Har du et barn, som kan lide science og spændende eksperimenter? Få en flyvende sommerferie i LIFE Sommer Lab - Aalborg

- PwC i Aalborg flytter til nye lokaler - Aalborg

- Tour de Flere Cykelstier - Skørping-Hellum 26. maj - Aalborg

- Sofari-værter viser det gode griseliv: Besøg Danmarks første grisehyrde - Aalborg

- Energisektoren runder 100.000 ansatte - 4000+ i Aalborg - Aalborg

- Tor Ulrik Rasmussen og Marcus Bjørn klar til ny sæson med Aalborg Pirates - Aalborg

Klik venligst
Klik venligst


Klik venligst
Rubrikannoncer
Andre Link
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld