Forbruger

Flere kæmper med julebudgettet: Overtræk rammer især fra midt i december

Nye tal: December og januar er den periode, hvor kunderne har mest overtræk på kontoen

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 14. december 2025

Dyre julegaver og højtider presser danskernes økonomi sidst på året så meget, at det kan føre til overtræk på kontoen. Det viser nye tal og en undersøgelse, der er lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland.

I undersøgelsen, som YouGov har lavet for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland, svarer flere end fire ud af ti, at de i nogen, høj eller meget høj grad synes, det er svært at få råd til årets gaver.

Overtræk topper fra midten af december til midten af januar

Hos Sparekassen Kronjylland kommer det ikke som en overraskelse, at flere har svært ved at få råd til det hele i årets sidste måned. Sparekassen så nemlig sidste år mest overtræk omkring jul.

”Sidste år var perioden fra midten af december og til midten af januar den periode på året, hvor vores kunder havde allermest overtræk på kontoen. Jeg er derfor ikke overrasket over, at flere synes, det er svært at få råd til julegaverne. Men jeg må indrømme, at jeg er bekymret over, at andelen er så høj”, siger Jan Mågård, fagchef for betalingskort i Sparekassen Kronjylland.

Realkredit og højtider ramler sammen i december

Ifølge Jan Mågård er der en konkret forklaring på, hvorfor økonomien bliver ekstra presset sidst på året.

”Vi ved, at december for mange er den hårdeste måned at komme igennem økonomisk. Det er en måned, hvor jul og nytår, som er nogle af årets allerdyreste begivenheder, falder sammen med mange boligejeres kvartalsvise betaling til realkreditlånet. Det er en cocktail, der kan gøre ondt på pengepungen”, forklarer Jan Mågård.

Han peger samtidig på, at flere måske kan undgå at blive taget på sengen af udgifterne, hvis der bliver sparet mere målrettet op.

”Generelt er vi danskere gode til at spare op, men her er måske et område, hvor vi kunne blive bedre, så de mange udgifter sidst på året ikke kommer bag på os. På den måde ville flere forhåbentlig kunne opleve at have bedre råd til julegaverne og samtidig undgå et overtræk med dyre overtræksrenter”, opfordrer sparekassens fagchef.

Gjensidige: 44 procent synes, det er svært at få pengene til at række

Også hos Gjensidige vækker tallene bekymring. Her fremhæves det, at der bør være luft i budgettet – også sidst på året.

”Det er vigtigt, at man også sidst på året har lidt luft i budgettet. Det er aldrig til at vide, hvornår køleskabet står af, eller der sker noget uventet med bilen – selvom man har forsikret sine ting, kan der komme uforudsete udgifter,” lyder påmindelsen fra Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.

Hun peger desuden på, at det kan være en uheldig udvikling, hvis gaveniveauet i familierne er blevet så højt, at man føler, man har svært ved at følge med.

”Det skal jo være en glædelig handling at give gaver til hinanden. Hvis prisniveauet er for højt, er du bestemt i din gode ret til at skrue ned. Det er for eksempel også noget, I kan snakke om i familien. Og husk også – en gave bliver ikke god, bare fordi den har været dyr”.

Sådan svarer danskerne om julegaverne

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.008 respondenter i 2025 af YouGov for Gjensidige.

På spørgsmålet ”I hvilken grad synes du det kan være svært at få råd til julegaver?” svarer:

  • Slet ikke: 26 %
  • I lav grad: 27 %
  • I nogen grad: 30 %
  • I høj grad: 8 %
  • I meget høj grad: 6 %
  • Ved ikke: 4 %