Helbred

Ny nordjysk model skal give børn og unge hurtigere hjælp ved psykisk mistrivsel

Færre afviste henvisninger er målet i nyt samarbejde mellem læger og psykiatrien

Søren Greve
Af Søren Greve 23. december 2025

Alt for mange nordjyske familier oplever i dag, at henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien bliver afvist. Det giver ventetid, frustration og usammenhængende forløb, når et barn eller en ung mistrives psykisk. Nu skal en ny samarbejdsmodel i Region Nordjylland være med til at ændre på det.

Modellen skal styrke kvaliteten af henvisningerne fra de praktiserende læger og sikre, at børn og unge hurtigere får den rette hjælp. Forventningen er, at antallet af afviste henvisninger kan reduceres med 10 procent.

Hver tredje henvisning bliver afvist

I Region Nordjylland står de praktiserende læger for størstedelen af henvisningerne til børne- og ungdomspsykiatrien. En opgørelse viser, at 29,3 procent af henvisningerne bliver afvist.

Årsagen er ofte mangelfulde oplysninger, men i nogle tilfælde skyldes det også, at barnets udfordringer bedre kan hjælpes af andre fagpersoner end psykiatrien. Uanset årsag betyder afvisningerne forsinkelser og utryghed for familierne.

Derfor er Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland, de praktiserende læger og Nord-KAP nu gået sammen om en ny løsning.

Nyt værktøj giver bedre beslutningsgrundlag

Kernen i den nye samarbejdsmodel er et elektronisk selvrapporteringsinterview, DAWBA, som familien udfylder hjemmefra. Her beskriver barnet og familien selv de udfordringer, de oplever.

Besvarelsen sendes til børne- og ungdomspsykiatrien, som laver en faglig vurdering. Den praktiserende læge modtager herefter en opsummering med anbefalinger, som kan bruges til at vurdere, om der er grundlag for en henvisning – eller om andre indsatser er mere relevante.

“Vi ved, at mange børn og unge i dag kæmper med psykiske vanskeligheder, og at vejen til den rette hjælp kan være både lang og uoverskuelig. Med den nye model får praktiserende læger et konkret redskab, der gør det lettere at hjælpe familierne det rette sted hen,” siger Anna Sofie Kjærgaard Hansen, overlæge og projektleder for Bedst for Os.

Familiens stemme bliver tydeligere

Ifølge Marianne Siersbæk, lægefagligt ansvarlig i Nord-KAP, giver spørgeskemaet vigtig viden, som tidligere ofte har manglet i henvisningerne.

“Gennem spørgeskemaet bliver familiens og den unges stemme hørt, og hverdagens udfordringer og problemernes omfang bliver beskrevet mere udførligt med deres egne ord. Det er en vigtig viden om det enkelte barn,” siger hun.

Oplysningerne kan også bruges, hvis barnet i stedet skal have hjælp i kommunen eller følges tættere hos den praktiserende læge.

Håb om bedre forløb for familierne

Forældreorganisationen BHOV i Aalborg har været inddraget i udviklingen af modellen og håber, at den vil gøre en reel forskel for familierne.

“Det er vores store håb, at netop den her samarbejdsmodel kommer til at være den afgørende forskel for familierne fremadrettet, da det forhåbentlig bliver en mere tilgængelig vej til den rette hjælp i rette tid,” siger Marlene Qvist, formand for BHOV i Aalborg.

Rulles ud i hele Nordjylland

Samarbejdsmodellen bliver nu taget i brug hos alle praktiserende læger i Region Nordjylland. Den er en del af det femårige partnerskabsprojekt Bedst for Os, som er støttet af Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond.

Hvis erfaringerne fortsætter med at være positive, er ambitionen, at modellen på sigt kan udbredes til resten af landet og dermed komme endnu flere børn og unge i psykisk mistrivsel til gavn.