Job
Ældre Sagen: Seniorer er en vigtig ressource – åbner ny jobbank for seniorer sammen med Jobindex
Seniorer får lettere ved at finde fleksible job – allerede over 1.600 stillinger ligger klar
Seniorer, der gerne vil arbejde efter pensionsalderen, får nu en ny mulighed for at finde job. Ældre Sagen og Jobindex har nemlig lanceret en jobbank målrettet seniorer, hvor man allerede nu kan finde over 1.600 job.
Jobbanken kan findes på Ældre Sagens hjemmeside.
Flere vil blive på arbejdsmarkedet
Ifølge Ældre Sagen er der stor interesse blandt seniorer for at fortsætte med at arbejde – også efter pensionsalderen. Samtidig mangler både virksomheder og den offentlige sektor medarbejdere.
Ældre Sagens undersøgelser viser, at mange seniorer ønsker at blive i beskæftigelse, og derfor skal den nye jobbank gøre det nemmere at finde job på fleksible vilkår.
Læs også:
Ældre Sagen: Seniorer er en nødvendig ressource
Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen, mener, at seniorer har en vigtig rolle at spille på arbejdsmarkedet.
„Seniorer, der både kan og vil, er en værdifuld og helt nødvendig ressource for de danske arbejdspladser. Man bliver altså ikke automatisk uarbejdsdygtig den dag, man rammer pensionsalderen. Vores nye jobbank skal give flere muligheder til de dygtige og højt motiverede seniorer, der enten ønsker at fortsætte eller vende tilbage til arbejdsmarkedet,“ siger Bjarne Hastrup.
– Virksomhederne må lære, at to ingeniører på 70, der hver arbejder halv tid, kan være mindst lige så gode som en 35-årig ingeniør på fuldtid, siger Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup. Ældre Sagen står bag en ny jobbank, som skal give arbejdspladserne mulighed for at rekruttere de mange seniorer, der både kan og vil arbejde. Pressefoto Ældre Sagen
Jobindex udvælger job til jobbanken
Det er Jobindex, der sammen med sine virksomhedskunder står for at udvælge job til jobbanken. Formålet er at sikre, at jobopslagene får god synlighed over for relevante kandidater – også blandt seniorer.
Malene Gregaard Wilsly, der er beskæftigelseschef i Jobindex, peger på, at seniorer både har lyst til at bidrage og samtidig kan hjælpe virksomheder, der har svært ved at rekruttere.
„Vi har en vigtig gruppe på arbejdsmarkedet, der gerne vil yde en ekstra indsats, nemlig seniorerne. Samtidig kan vi se, at det er blevet sværere for virksomhederne at rekruttere til en række jobfunktioner. Derfor vil vi gerne udvide virksomhedernes rekrutteringsmuligheder ved at sikre, at virksomhederne får en god dialog med de mange dygtige seniorer,“ siger Malene Gregaard Wilsly.
Fleksible vilkår og mange forskellige jobtyper
På Aeldresagen.dk/jobbank kan man allerede nu finde over 1.600 job, som er udvalgt til seniorer. Stillingerne har det til fælles, at virksomhederne efterspørger medarbejdere med modenhed, stabilitet og faglighed, og at job kan udføres på mere fleksible vilkår end en traditionel fuldtidsansættelse.
I jobbanken kan man blandt andet finde job som projektrådgiver, farmakonom, pædagogmedhjælper, kommunikationskonsulent, sælger, buschauffør, fysioterapeut, kok, vicevært, regnskabsansvarlig, financial controller og speciallæge.
„Mange virksomheder tænker stadig alt for traditionelt“
Bjarne Hastrup mener, at virksomheder i højere grad bør tænke fleksibelt, når de ansætter.
„Virksomhederne må lære, at to ingeniører på 70, der hver arbejder halv tid, kan være mindst lige så gode som en 35-årig ingeniør på fuldtid. Desværre tænker mange virksomheder stadig alt for traditionelt, og derfor har de svært ved at rekruttere,“ siger han.
Rekordmange arbejder efter folkepensionsalderen
I oktober 2025 var 101.200 personer over folkepensionsalderen i lønmodtagerbeskæftigelse. Det svarer til cirka 9,0 procent af alle over folkepensionsalderen, og er både det højeste antal og den højeste andel, der hidtil er målt.
Derudover fremgår det, at lønindkomst siden 1. januar 2023 ikke længere bliver modregnet i folkepensionens grundbeløb. Seniorer kan også få en skattefri seniorpræmie, hvis de fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen.
Læs også: