Nyheder

Stoppet på løbehjul i Nørresundby: 37-årig varetægtsfængslet for indbrud

Nordjyllands Politi mener, at anholdelsen kan få betydning for opklaringen af flere sager i lokalområdet

Maria Just
Af Maria Just 13. februar 2026

En 37-årig mand blev torsdag den 12. februar anholdt i Nørresundby og er foreløbigt sigtet for 11 forhold om indbrud begået i lokalområdet. Fredag den 13. februar blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Standset på løbehjul – koben i rygsækken

Anholdelsen skete torsdag eftermiddag, da politiet standsede manden, mens han kom kørende på løbehjul i Nørresundby. I forbindelse med anholdelsen fandt betjentene et koben i hans rygsæk.

”Vi har gennem noget tid efterforsket en række indbrud i området, og torsdag lykkedes det os at anholde en mistænkt. Han blev standset, mens han kørte rundt i Nørresundby, og i hans rygsæk fandt vi et koben, som vi formoder kan være anvendt i forbindelse med nogle af indbruddene,” siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Ulf Munch Sørensen.

Efterforskning med spor og vidner

Ifølge Nordjyllands Politi er anholdelsen resultatet af et længere efterforskningsarbejde, hvor der både har været arbejdet med tekniske spor og vidneforklaringer.

”Der er tale om en længere efterforskning, hvor vi har arbejdet med både tekniske spor og vidneforklaringer. Vi har en teori om, at anholdelsen kan få betydning for opklaringen af flere indbrud i området,” udtaler politikommissæren.

Smykker, ure og kontanter – også børns opsparing

Politiet oplyser, at den 37-årige ifølge efterforskningen primært har gået efter letomsættelige værdier som smykker, ure og kontanter. Blandt andet er han mistænkt for at have tømt en børnesparegris for opsparede penge og for at have taget kontanter fra fødselsdagskort, der lå i en bolig.

”Ud over de økonomiske tab rammer det her også noget følelsesmæssigt, når personlige ejendele og børns opsparing bliver stjålet; sådanne indbrud er ganske indgribende for de ramte familier,” udtaler politikommissæren.

Politiet: Flere sigtelser kan komme

Nordjyllands Politi understreger, at efterforskningen fortsætter, og at man ikke udelukker yderligere sigtelser i sagen.

Gode råd før vinterferien

Med vinterferien for døren opfordrer politiet borgerne i det nordjyske – herunder Aalborg og omegn – til at være ekstra opmærksomme på indbrudssikring.

  • Sørg for at låse alle døre og vinduer – også kælder- og bagdøre.
  • Tænd udendørs belysning med sensor.
  • Brug tænd/sluk-ure på lamper indendørs, så boligen ser beboet ud.
  • Undlad at annoncere ferie på sociale medier.
  • Aftal med naboer, at de holder øje med boligen, tømmer postkassen og måske parkerer i indkørslen.

”Indbrudstyve går ofte efter boliger, der ser ubeboede ud. Små tiltag kan gøre en stor forskel og få tyven til at vælge en anden adresse,” siger politikommissæren.