Når hesten vrinsker, fløjter den også – nyt KU-studie overrasker forskere

Et hestevrinsk lyder måske som én samlet lyd. Men ifølge ny forskning fra Biologisk Institut på Københavns Universitet rummer vrinsket i virkeligheden to forskellige toner, der bliver skabt på samme tid.

Forskerne har for første gang dokumenteret, at heste både får en dyb tone fra vibrationer i stemmebåndene – og samtidig laver en høj, fløjtende tone i strubehovedet. Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.

To frekvenser – to budskaber

I studiet beskriver forskerne et fænomen kaldet “bifonation”, hvor én lyd rummer to uafhængige frekvenser: en lav og en høj. Forskerne har tidligere vist, at de to frekvenser spiller en rolle i hestenes kommunikation. Nu kan de også forklare, hvordan lydene rent fysisk bliver til.

”Nu ved vi endelig, hvordan de to grundlæggende frekvenser, der udgør et vrinsk, produceres af heste. Vi har tidligere fundet ud af, at disse to frekvenser er vigtige for heste, da de formidler forskellige budskaber om hestenes egne følelser, men nu ved vi også præcist, hvordan de bliver til,” siger lektor Elodie Mandel-Briefer fra Biologisk Institut, som er en af forskerne bag studiet.

Heste bryder en tommelfingerregel

Normalt gælder det, at større pattedyr laver dybere lyde, fordi strubehovedet typisk bliver større, jo større dyret er. Men heste har længe skilt sig ud, fordi deres vrinsk både kan være lyst og dybt.

Studiet peger på, at forklaringen er, at den høje tone ikke kommer fra stemmebåndene – men fra en fløjtelyd skabt i strubehovedet.

”Vi kan se at den høje frekvens i hestenes vrinsk laves af en slags fløjte i hestens strube med en turbulent luftstrøm – ligesom når vi mennesker fløjter med munden,” siger Elodie Mandel-Briefer.

Første store pattedyr, der “fløjter og synger” samtidig

Ifølge forskerne findes der små dyr – blandt andet rotter og mus – som også kan lave fløjtelyde fra strubehovedet. Men det nye ved KU-studiet er kombinationen: at fløjten og stemmebåndsvibrationerne foregår samtidigt hos et stort pattedyr.

Det rejser nye spørgsmål om, hvorfor heste har udviklet denne særlige evne, og hvad de bruger den til i deres indbyrdes kommunikation. Forskerne peger også på forskelle mellem beslægtede arter.

I studiet nævnes det, at vilde Przewalski-heste også kan vrinske bifonisk, mens zebraer og tamme æsler mangler den høje, fløjtende del.

”Vi er nu begyndt at forstå, hvor varierede og avancerede dyrs stemmer faktisk er. Og vi skal nu undersøge, hvordan andre heste bruger de to frekvenser, når de kommunikerer med hinanden,” slutter lektor Elodie Briefer.

Sådan testede forskerne teorien

For at undersøge, hvor den høje tone kommer fra, brugte forskerne blandt andet strubehoveder fra heste, der var doneret af fødevareindustrien i Frankrig.

Her blæste de først almindelig luft og derefter helium gennem de udskårne struber. Helium ændrer lydens egenskaber og kan hjælpe forskere med at afsløre, hvordan bestemte toner bliver skabt.

Derudover lavede forskerne endoskopi på levende heste samt anatomiske analyser af strubehovederne. Det viste, at den dybe tone opstår fra stemmebåndene, mens den høje tone opstår som en “strubehovedfløjte”.

Fakta: Det handler studiet om

• Hestevrinsk består af to uafhængige frekvenser (bifonation): en lav og en høj.
• Den lave tone skabes af stemmebåndsvibrationer, den høje af en fløjtelyd i strubehovedet.
• Studiet er udgivet i Current Biology (Cell Press) og har DOI: 10.1016/j.cub.2026.01.004.
• Forskerholdet tæller blandt andre William Tecumseh Fitch og Elodie Mandel-Briefer.