Job

Jobcenter Aalborg fastholder navnet – og tilfredsheden stiger

Nye tal viser fremgang blandt både borgere og virksomheder, mens Aalborg Kommune holder fast i et navn, som mange andre kommuner har droppet

Maria Just
Af Maria Just 11. marts 2026

Aalborg Kommune holder fast i navnet Jobcenter, selv om flere andre kommuner har valgt at ændre betegnelsen. Ifølge kommunen skyldes det, at navnet fortsat er kendt og indarbejdet blandt både borgere og virksomheder. De seneste tilfredshedstal peger samtidig på, at jobcentret står stærkt blandt brugerne.

Borgernes tilfredshed er siden 2020 steget fra 57 til 64 procent. Samtidig svarer 18 procent, at de er direkte utilfredse, mens resten hverken betegner sig som tilfredse eller utilfredse.

Kendt navn skal skabe klarhed

Ifølge rådmand for Job og Social, Peter Larsen, handler valget af navn først og fremmest om genkendelighed.

“Vi har valgt at holde fast i navnet Jobcenter, fordi det er genkendeligt og skaber klarhed. Det vigtigste er dog ikke, hvad vi hedder – men hvordan borgerne oplever mødet med os. Og her er det positivt, at to ud af tre oplever at blive mødt med anerkendelse og støtte, og at deres forløb giver mening,” siger rådmand for Job og Social, Peter Larsen.

Han peger samtidig på, at der fortsat er plads til forbedringer, særligt blandt den gruppe borgere, som endnu ikke er direkte tilfredse.

“Der er en gruppe, som endnu ikke kvitterer med en grøn smiley. Med mere frie rammer i beskæftigelsesindsatsen kan vi gøre op med noget af den kontrol og de lange processer, som nogle har oplevet som tunge. Det forventer jeg, vil kunne mærkes.”

Flere ledige møder konkrete jobåbninger

En af de udviklinger, der især vækker opmærksomhed, er ifølge kommunen, at flere ledige oplever at få præsenteret konkrete jobmuligheder under samtalerne. Det kan få betydning både for den enkelte ledige og for de virksomheder, der søger arbejdskraft.

“For den enkelte ledige betyder det meget at få et konkret job at gå efter. Og for virksomhederne er det afgørende, at vi kan henvise kvalificeret arbejdskraft. Når det lykkes, er det en gevinst for begge parter,” siger Peter Larsen.

Virksomhederne er meget tilfredse

Også blandt virksomhederne er tilbagemeldingerne positive. Ifølge de nye tal er 92 procent tilfredse eller meget tilfredse med kontakten til Jobcenter Aalborg.

Kun 1 procent angiver, at de er utilfredse. Samtidig svarer 80 procent af virksomhederne, at de vil anbefale andre virksomheder at bruge jobcentret.

Kommunen peger desuden på, at jobcentret i mange tilfælde lykkes med at finde kandidater, der matcher virksomhedernes behov. 63 procent af virksomhederne har ansat en medarbejder som følge af samarbejdet.

Fortsat fokus på at løfte indsatsen

De nye målinger tegner dermed et billede af et jobcenter, der både fastholder sit navn og styrker sin position blandt borgere og virksomheder i Aalborg.

Samtidig lægger kommunen op til, at ambitionen er at løfte tilfredsheden yderligere i de kommende år.