Helbred

Dansk forskningsprojekt vil bremse Parkinsons sygdom ved kilden

Ny behandling skal fjerne skadeligt protein i hjernen – med støtte på 26,7 mio. kr.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 23. marts 2026

Et nyt dansk forskningsprojekt kan blive et gennembrud i behandlingen af Parkinsons sygdom. Med en investering på 26,7 millioner kroner fra Innovationsfonden vil forskere udvikle en behandling, der ikke blot lindrer symptomer, men forsøger at stoppe sygdommen ved dens årsag.

Projektet, der går under navnet DESYNA, samler kræfter fra biotekvirksomheden Draupnir Bio og Aarhus Universitet.

Sygdommen vokser globalt

Parkinsons sygdom er i dag den hurtigst voksende hjernesygdom i verden. I Danmark lever omkring 22.500 mennesker med sygdommen, mens mere end 10 millioner er ramt globalt. Antallet forventes at fordobles frem mod 2050.

De nuværende behandlinger kan lindre symptomer, men de kan ikke bremse sygdommens udvikling. Over tid mister patienterne kontrollen over deres bevægelser, og livskvaliteten forringes markant.

Fokus på skadeligt protein

Kernen i det nye projekt er et protein i hjernen kaldet alfa-synuclein. Hos personer med Parkinsons sygdom klumper proteinet sig sammen og danner giftige ophobninger.

Disse ophobninger skader nervecellerne og kan sprede sig fra celle til celle, hvilket er med til at drive sygdommen frem.

Den nye behandling er designet til at genkende og nedbryde disse skadelige proteinophobninger, før de spreder sig i hjernen.

Dansk teknologi i front

Behandlingen virker i to trin: Først binder den sig til de giftige ophobninger. Derefter sendes de til cellernes eget affaldssystem, hvor de bliver nedbrudt og fjernet.

Ifølge forskerne kan det være et afgørende skridt.

»Dette projekt kan bringe os helt tæt på en behandling, der reelt ændrer sygdommens forløb«, siger Simon Glerup, Co-founder og CSO i Draupnir Bio, lektor ved Aarhus Universitet og projektleder for DESYNA.

»Hvis det lykkes, vil det være første gang, man direkte fjerner den proteinophobning i hjernen, som driver Parkinsons sygdom.«

Professor Daniel Otzen fra Aarhus Universitet uddyber:

»Vi ved, at ophobning af alfa-synuclein er helt central for Parkinsons sygdom. Ved at gå målrettet efter denne proces kan vi forhåbentlig gøre mere end at behandle symptomer – vi kan ændre selve sygdommens udvikling. Det giver et helt nyt håb for patienter og deres familier.«

Klar til test om få år

Over de næste tre år vil forskerne arbejde på både injektionsbehandlinger og tabletbaserede lægemidler.

Målet er at have lovende kandidater, der er testet præklinisk, klar til videre udvikling i 2029.