Nyheder

Valgkampen sendte danskernes nyhedsforbrug markant i vejret

Politisk podcastlytning blev næsten tredoblet, mens de landsdækkende nyhedsmedier fik markant flere sidevisninger under og efter valget

Søren Greve
Af Søren Greve 27. marts 2026

Folketingsvalget i 2026 fik danskerne til i langt højere grad at søge mod nyheder og politisk indhold. Det viser nye tal fra Danske Medier, som peger på, at både podcastlytning og trafikken på landsdækkende nyhedsmedier steg markant under valgkampen og i dagene omkring valget.

Særligt de politiske podcasts oplevede et kraftigt løft. Ifølge tallene steg lytningen til de fem mest hørte politiske podcasts fra et gennemsnit på 123.000 ugentlige streams før valgets udskrivelse til 350.000 streams i uge 11. Det svarer til næsten en tredobling i løbet af valgkampen.

Flere søgte overblik gennem lyd

Analysen omfatter podcastene Magten fra DR, #dkpol fra Altinget, Avistid fra Weekendavisen, Sig det er løgn fra Radio IIII og B.T. Valgkamp fra B.T. Udviklingen viser ifølge Danske Medier, at mange danskere i stigende grad brugte lydmediet til at få perspektiv og overblik over den politiske udvikling.

“Podcastmediet er i vækst, og tallene viser tydeligt, hvordan aktuelle begivenheder slår igennem i lytningen. Under valgkampen søgte danskerne i stigende grad mod lyd for at få overblik og perspektiv på politik, og det understreger podcastens rolle som et væsentligt format til nyhedsdækning,” siger Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier.

Også nyhedsmedierne fik markant flere læsere

Stigningen gjaldt dog ikke kun podcasts. Også de landsdækkende nyhedsmedier oplevede en tydelig vækst i trafikken på deres hjemmesider under valgkampen og i dagene omkring selve valget.

Ifølge Dansk Online Index havde de landsdækkende nyhedsmedier 31 procent flere sidevisninger på valgdagen den 24. marts 2026 end på en gennemsnitlig dag. Dagen efter valget steg trafikken yderligere, så niveauet lå 40 procent over normalen. Den 25. marts nåede de landsdækkende nyhedsmedier samlet 69,2 millioner sidevisninger.

Troværdighed fylder i valgkampen

Hos Danske Medier bliver udviklingen set som et tegn på, at vælgerne i høj grad søger mod redigerede og publicistiske medier, når de skal orientere sig i en vigtig demokratisk begivenhed som et folketingsvalg.

“Når interessen for politik stiger, vokser behovet for troværdig information. Under en valgkamp er de publicistiske medier en uundværlig kilde til indsigt, og vores medlemmer har endnu en gang vist, at de leverer grundig journalistik, som både er afgørende for valghandlingen og er med til at kvalificere den demokratiske samtale,” siger Dicle Duran Nielsen.

Valgkampen løftede hele nyhedsforbruget

Tallene dækker perioden efter, at folketingsvalget blev udskrevet den 26. februar 2026. Samlet peger de på, at valgkampen ikke bare skabte mere politisk debat, men også sendte danskernes samlede nyhedsforbrug markant op.