Nyheder

6 ud af 10 boligkøbere springer rådgivningen over

Ny undersøgelse viser, at kun hver tredje tager en byggesagkyndig eller køberrådgiver med ind i boligkøbet

Søren Greve
Af Søren Greve 2. april 2026

Mange danskere går ind i et boligkøb uden professionel hjælp, selv om der ofte er tale om en af livets største investeringer. Det viser en ny undersøgelse fra Gjensidige og NRGi.

Ifølge undersøgelsen brugte kun 32 procent af de adspurgte boligejere en uvildig byggesagkyndig eller køberrådgiver ved deres seneste boligkøb. Dermed har knap seks ud af ti købt bolig uden professionel rådgivning om boligens stand og tekniske forhold.

Risiko for dyre overraskelser

Hos NRGi vækker tallene opsigt. Byggesagkyndig Bo Halm Andersen peger på, at mange i boligjagten især fokuserer på pris og mavefornemmelse, men at der kan gemme sig forhold i boligen, som får stor betydning senere.

“Når man står midt i boligjagten, handler det ofte om mavefornemmelse og prisen på drømmehjemmet. Men der kan gemme sig forhold i boligen, som kan få stor betydning for livet i boligen bagefter. En uvildig rådgiver kan hjælpe med at gennemgå både rapporterne og selve boligen og pege på de ting, man også bør have med i sine overvejelser, inden man skriver under på købsaftalen,” siger Bo Halm Andersen.

Også hos Gjensidige lyder vurderingen, at rådgivning kan være med til at forebygge både skader og uforudsete udgifter. For de fleste er boligkøbet en af de største investeringer i livet, og derfor er det afgørende at vide, hvad man skriver under på, lyder det.

Yngre søger oftere hjælp

Undersøgelsen peger også på en tydelig forskel mellem aldersgrupperne. Blandt de 18-39-årige har omkring halvdelen haft en rådgiver med i købsprocessen, mens billedet ser anderledes ud blandt de ældre købere.

I gruppen over 60 år svarer 70 procent, at de ikke havde en byggesagkyndig eller køberrådgiver med ved deres seneste boligkøb. Til sammenligning svarer 41 procent af de 18-29-årige og 44 procent af de 30-39-årige nej til at have brugt rådgivning.

Over 1.000 danskere har deltaget

Undersøgelsen er foretaget af Gjensidige og NRGi blandt 1.036 respondenter i Danmark.

Samlet peger tallene på, at mange fortsat vælger at købe bolig uden uvildig hjælp, selv om både forsikringsselskab og rådgivere advarer om, at det kan blive dyrt at overse fejl og svagheder i boligen.