Aalborg
Tryghed i Aalborg Midtby
“Hele Aalborg vil hilse, hvis man selv opfører sig pænt” – udsatte borgere fortæller om livet i midtbyen.
Hvordan oplever socialt udsatte borgere hverdagen i Aalborg Midtby – og hvad skal der til for at skabe plads til alle? Ti borgere fra gademiljøet har delt deres perspektiver, og billedet er mere nuanceret end man måske skulle tro.
En hverdag med tryghed – og barskheder
Fælles for de ti borgere er, at de befinder sig i socialt udsatte positioner og tilbringer en stor del af deres hverdag i Aalborg Midtbys gademiljø. Og overraskende for mange er måske, at flertallet faktisk oplever midtbyen som et trygt sted at være.
“Jeg elsker Aalborg og har boet her i over 20 år. Jeg føler mig tryg, også når jeg er på gaden. Jeg har gode venner, og jeg synes, at folk i Aalborg helt generelt er meget gode ved hinanden,” fortæller en af kvinderne.
Det betyder ikke, at hverdagen er uden udfordringer. Flere har oplevet at blive bestjålet eller truet, og situationer med berusede eller psykisk ustabile personer kan skabe utryghed. Men så længe man er en del af en gruppe, hvor folk kender hinanden, opleves tilværelsen som relativt tryg.
Selvrefleksion og forståelse for andre
Flere af borgerne viser en bemærkelsesværdig bevidsthed om, at deres tilstedeværelse ikke altid er uproblematisk for andre. En kvinde siger det direkte:
“Vi larmer nogle gange. Det ved jeg godt, og jeg kan godt se, hvis nogle synes, at det kan være trælst. Vi glemmer lidt, at vi sidder midt inde i en by, når vi får lidt for meget indenbords.”
En ældre mand sætter dog samtidig spørgsmålstegn ved, om udsatte borgere altid er skyld i den uro, der præger midtbyen. Han peger på, at fredag og lørdag aften skaber spektakel i hele centrum – men at det blot er en naturlig del af livet i en stor by.
Liv og fællesskab giver tryghed
Når borgerne bliver spurgt om, hvilke steder i midtbyen der er gode at opholde sig, peger flere på byens pladser og væresteder. John F. Kennedys Plads fremhæves som et særligt godt sted, fordi der er liv og mennesker.
“Der er liv og mange mennesker, og det giver tryghed, og man føler sig ikke gemt væk. Det er jo alment menneskeligt at ville være med,” siger en kvinde.
Flere borgere understreger desuden vigtigheden af, at byens væresteder og varmestuer er spredt ud over midtbyen frem for koncentreret ét sted. “Det ville være lidt ghetto-agtigt og nok også skabe meget larm,” som en mand formulerer det.
Hellesteder – men gerne synlige
På spørgsmålet om, hvorvidt et ekstra hellested ville skabe mere ro i midtbyen, er borgerne delte. De fleste er usikre, men et par tror på idéen – hvis stedet altså placeres der, hvor der er liv og aktivitet, og ikke gemt af vejen.
“Hellesteder er gode, hvis der sker noget der, som giver folk lyst til at være der. Problemet er bare, at vi også skal have mulighed for at være her, så der må findes en løsning, som alle kan være enige om,” siger en borger.
Respekt som nøgleord
Når borgerne bliver spurgt om, hvad der skal til for at skabe plads til alle i midtbyen, vender samtalen igen og igen tilbage til ét ord: respekt.
Flere fortæller om gode relationer til beboere og butiksejere i området – relationer, der er opstået naturligt over tid.
“Man får et godt forhold til naboer og købmænd, hvis man selv er venlig og ikke larmer for meget. Hvis man viser dem respekt,” siger en kvinde.
En anden borger sætter ord på det måske enkleste råd af alle: “Det koster nul kroner at sige hej. Hele Aalborg vil hilse, hvis man selv opfører sig pænt og venligt.”
Ring til Tryg Aalborg
99 82 34 20
| Telefontider |
| Mandag | 08:00 – 15:00 |
| Tirsdag | 08:00 – 15:00 |
| Onsdag | 08:00 – 15:00 |
| Torsdag | 08:00 – 17:00 |
| Fredag | 08:00 – 15:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Læs også: