Uddannelse
Unges ungdomsliv er nøglen til at mindske frafald på erhvervsuddannelser
Frafaldet på erhvervsuddannelserne handler ikke kun om faglig motivation. En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet peger på en overset årsag: De unge har svært ved at få hverdagslivet til at hænge sammen med at have en læreplads – og nu kommer forskerne med konkrete råd til virksomheder og institutioner.
En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet peger på en overset årsag til det store frafald på erhvervsuddannelserne: De unge har svært ved at få deres ungdomsliv til at hænge sammen med livet som lærling eller elev. Ifølge undersøgelsen springer mellem 40-45 procent af alle unge under 25 år fra deres erhvervsuddannelse, og en af de største udfordringer er, at de ikke får tilstrækkelig støtte til at balancere uddannelse og ungdomsliv.
Den oversete “tredje overgang”
Forskerne fra Aalborg Universitet har identificeret en kritisk, men ofte overset, fase: den tredje overgang. Denne overgang refererer til balancen mellem ungdomslivet i fritiden og i oplæringen. Mens overgangen mellem skole og oplæring samt mellem teori og praksis er velkendte, har ingen tidligere undersøgt, hvordan de unge håndterer at kombinere en uddannelse med et aktivt ungdomsliv.
“De unge vil gerne lykkes med deres uddannelse, men de har brug for plads til at udvikle deres fritidsliv – lige så meget som de har behov for at fokusere på selve oplæringen. Det er tydeligt, at de unge arbejder hårdt, men når det går galt, skyldes det ofte, at de ikke har fået nok hjælp til at balancere de prioriteringer, der hører med til at være ung under 25 år,” forklarer Katrine Vraa Justenborg, Postdoc ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.
10 bud til virksomheder og institutioner
På baggrund af undersøgelsen har forskerne udarbejdet 10 konkrete råd til virksomheder og institutioner, der skal hjælpe med at skabe et bedre oplæringsmiljø for de unge. Rådene er praksisnære og fokuserer på at anerkende de unges behov for både faglig og social støtte.
- Husk, at den unge også har et liv uden for arbejdet – Transport, skæve arbejdstider og social omstilling kan være udfordrende. Vær opmærksom på, hvordan den unges hverdag hænger sammen.
- Giv opgaver, der gør lærlingen nødvendig – De unge lærer bedst, når de får ansvar for meningsfulde opgaver.
- Usikkerhed er en del af at lære faget – Giv plads til fejl og sørg for, at de unge ved, hvem de kan spørge om hjælp.
- Giv ansvar i det rigtige tempo – Ansvar skal matche den unges niveau og udvikling.
- Prioritér sidemandsoplæring i praksis – Læring sker bedst tæt på opgaven. Skab en kultur, hvor spørgsmål og feedback er en naturlig del af hverdagen.
- Hjælp den unge godt i gang – Overgangen fra skole til fuld arbejdsuge kan være hård. Tag opstarten alvorligt.
- Husk, at oplæring også er uddannelse – Sørg for tid til spørgsmål og forklaringer, selv når driften skal opretholdes.
- Brug jeres virksomhedstype klogt – Små firmaer kan tilbyde variation og hurtigt ansvar, mens store firmaer giver struktur og sikkerhed.
- Tag den unge med i fællesskabet – Den unge skal føle sig som en del af holdet. Vis interesse og anerkendelse.
- Gør det tydeligt, hvordan man bliver bedre – Tal om progression og næste skridt, så den unge kan se sin udvikling.
Forskningens baggrund
Undersøgelsen er gennemført af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet og finansieret af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Forskerne har lavet kvalitative interviews med 20 unge lærlinge under 25 år.
“Mange oplæringssteder gør allerede en masse gode ting for deres lærlinge. Med disse ti råd får de nogle konkrete redskaber til at tage endnu bedre vare på de unge,” siger Arnt Louw, lektor ved Institut for Kultur og Læring.
Læs også: