Alarm 112
Skud på åben gade i Aalborg
Aalborg rystet af skudepisode – politi afspærrer centrum efter angreb på tatovør med bandetilknytning
Der er blevet afgivet skud mod en tatovørforretning i Bispensgade i dag klokken 13:50. Nordjyllands Politi er tilstede og efterforsker. Ingen personer er kommet til skade. Flere oplysninger tilgår. Vidner bedes henvende sig på telefon 114.
Hændelsesforløbet er på nuværende tidspunkt ikke endeligt afklaret, men ifølge politiets oplysninger er det en forbipasserende som klokken 13:50 trækker et våben og afgiver skud mod tatovørforretningen.
Politiet arbejder aktuelt på stedet og foretager efterforskning, herunder tekniske undersøgelser og afhøring af vidner.
“Vi tager hændelsen meget alvorligt, og vi har en massiv tilstedeværelse i området for at sikre spor og skabe tryghed,” siger leder af KSN vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup fra Nordjyllands Politi.
“Vi er meget interesserede i at høre fra borgere, der har set noget mistænkeligt i området omkring gerningstidspunktet – både før, under og efter hændelsen,” lyder det videre.
Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om tilskadekomne.
Efterlysning af gerningsperson
Gerningsmanden stak af fra stedet, retning gennem Kattesundet. For nuværende er der en formodning om, at han har skiftet tøj og er fortsat videre.
På gerningstidspunktet var han iført nedenstående tøj:
Signalement
• Ung mand, 15-25 år
• Spinkel af bygning
• Lys i huden
• Ca. 175-180 cm høj
• Iført grå hættetrøje med lynlås og bogstaver foran i hvid og sort
• Sort kasket med bogstaverne “NY” i hvidt
• Sorte bukser
• Hvide sneakers med sort sål
“Vi opfordrer alle, der kan have oplysninger i sagen – også selv mindre detaljer – til at kontakte politiet. Det kan være afgørende for vores videre efterforskning,” siger vicepolitiinspektøren.
Borgere kan kontakte politiet på telefon 114.
Nordjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.
Ved du noget mere om sagen eller har du billeder der fra så send os det gerne på aalborgidag@lokalkendskab.dk
Nordjyllands Politi: Invitation til doorstep
Kl. 16.31
Chefpolitiinspektør Jesper Bøjgaard og Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen inviterer til doorstep angående skudepisoden.
Sted: Ved springvandet i krydset mellem Bispensgade og Gravensgade.
Tidspunkt: 07/04/26 klokken 17:00.
Foto: Mathias Gregersen Larsen
Læs også: