Alarm 112

Gerningsmand på flugt efter skud mod tatovørforretning

Onsdag eftermiddag blev der affyret skud mod tatovørforretningen Royal Ink i Bispensgade i Aalborg. Politiet er massivt til stede i området og efterlyser nu en ung mand i forbindelse med episoden. Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 7. april 2026

Klokken 13.50 trak en forbipasserende ifølge politiet et våben og affyrede skud mod forretningen, hvorefter han flygtede fra gerningsstedet gennem Kattesundet. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Ifølge TV 2 Nord har ejeren af Royal Ink tilknytning til rockerklubben Comanches MC’s afdeling i Aalborg. Politiet ønsker dog endnu ikke at konkludere, at der er tale om en banderelateret hændelse.

“Vi efterforsker bredt,” lød det fra chefpolitiinspektør Jesper Bøjgaard, da han sammen med Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen holdt doorstep klokken 17. Her kaldte han episoden for “fuldstændig uacceptabelt” og understregede, at politiet er massivt til stede i området – og vil fortsætte med at være det de kommende dage, mens tekniske spor indsamles.

Formodes at have skiftet tøj

Gerningsmanden flygtede fra stedet i retning mod Kattesundet, og politiet formoder, at han siden har skiftet tøj. På gerningstidspunktet var han iført en grå lynlås-hættetrøje med hvide og sorte bogstaver, sort kasket med “NY” i hvidt, sorte bukser og hvide sneakers med sort sål.

Han beskrives som en ung mand på 15-25 år, spinkel af bygning, lys i huden og cirka 175-180 cm høj.

Politiet beder om hjælp

Vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup fra Nordjyllands Politi opfordrer borgere til at melde sig, hvis de så noget mistænkeligt i området omkring gerningstidspunktet.

“Det kan være afgørende for vores videre efterforskning – også selv mindre detaljer,” siger han.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Signalement

•  Ung mand, 15-25 år
•  Spinkel af bygning
•  Lys i huden
•  Ca. 175-180 cm høj
•  Iført grå hættetrøje med lynlås og bogstaver foran i hvid og sort
•  Sort kasket med bogstaverne “NY” i hvidt
•  Sorte bukser
•  Hvide sneakers med sort sål