Kultur

Grøn i Aalborg udsolgt på rekordtid

Aalborg sætter ny salgsrekord: Grøn udsolgt på under en dag – kun Esbjerg har billetter tilbage

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 9. april 2026

Grøn-koncerten i Aalborg søndag den 19. juli er nu officielt udsolgt – og det skete på blot syv timer, hvilket er ny rekord for byen. Sidste år tog det 26 dage at sælge alle billetter, men i år var efterspørgslen så stor, at arrangørerne hos Tuborg og Muskelsvindfonden nu kan melde alt udsolgt. Med Aalborg er syv ud af otte stop på årets turné udsolgt, og den sidste chance for at opleve Grøn i år er ved koncerten i Esbjerg den 23. juli.

Rekordhurtigt billetsalg

Siden billetsalget åbnede, har interessen været massiv. Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, udtrykker begejstring over den enorme opbakning:
“De sidste tre år er billetsalget gået hurtigere og hurtigere, og i år er billetterne revet væk tidligere end nogensinde før. Vi har endda udvidet pladserne for at få plads til flere gæster. Det er næsten ikke til at forstå, og vi er dybt rørte over den kæmpe støtte fra fans over hele landet. Tusind tak – vi ses på Grøn til sommer!”

Fællesskab og frivillighed

Grøn har siden 1983 stået for fællesskab, forskellighed og frivillighed, og årets turné er ingen undtagelse. Koncerterne danner ramme om møder og fællesskab på tværs af køn, etnisk baggrund, religion, alder, handicap og seksuel orientering.

Sidste chance for billetter:
De eneste tilbageværende billetter er til Esbjerg den 23. juli og kan købes på groenkoncert.dk/billetter.