Sport
Helenius sikrede AaB sejr nummer to i træk over Hobro
Nicklas Helenius afgjorde det tætte nordjyske lokalopgør med et køligt mål kort før pausen, da AaB fredag aften vandt 1-0 ude over Hobro IK. Sejren sender AaB til tops i kvalifikationsspillet med 34 point.
Det var langt fra en komfortabel aften for AaB, der allerede efter fire minutter mistede anfører Benjamin Tiedemann til skade – han måtte bæres fra banen og blev erstattet af Elison Makolli i midterforsvaret. Viceanfører Frederik Børsting overtog anførerbindet.
Hobros fejl straffet kontant
Kampen var chancefattig i de første halvtime, men i det 42. minut kom afgørelsen. Hobros Gustav Bjerge glippede en clearing, og pludselig stod Nicklas Helenius alene over for keeper Jonas Dakir. AaB-topscorerens afslutning var sikker – og blev hans 80. officielle mål i AaB-trøjen.
Hobro var tæt på at udligne inden pausen, men Cornelius Olsson reddede på stregen, og AaB gik til pause med 1-0.
Det var også første gang i sæsonen, at den 19-årige Bertil Grønkjær vogtede AaB’s mål, og den unge keeper leverede en godkendt præstation med flere vigtige indgreb.
Tæt kamp i anden halvleg
Hobro kom stærkt ud efter pausen og pressede på for udligningen. AaB svarede igen og var tæt på at afgøre kampen, da Kornelius Normann ramte trekantssammenføjningen efter et indøvet hjørnespark. I slutfasen hev Grønkjær en vigtig fodparade frem, og Hobros Marco Bruhn sparkede i sidenettet fra en spids vinkel.
Trods pres fra begge sider holdt resultatet sig på 1-0, og AaB hentede dermed sin anden sejr i træk.
AaB topper nu kvalifikationsspillet med 34 point – seks point foran Hobro IK på andenpladsen.
Næste kamp spilles hjemme på Aalborg Portland Park lørdag den 18. april kl. 18.30 mod Aarhus Fremad. Børnebilletter koster 10 kr. og kan købes på billet.aabsport.dk.
Læs også: