Sundhed

Over 274.000 danskere forventes at leve med hjerteflimmer i 2040

En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet slår alarm: Antallet af danskere med atrieflimren forventes at stige med over 50 procent frem mod 2040. Det vil lægge et markant større pres på det danske sundhedsvæsen.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 12. april 2026

I 2022 levede over 175.000 danskere med atrieflimren – også kaldet hjerteflimmer. Frem mod 2040 forventes tallet at vokse til mere end 274.000, svarende til en stigning på 56 procent. Samtidig ventes antallet af nye tilfælde årligt at stige fra knap 21.000 til over 26.000.

Det viser et nyt studie baseret på danske sundhedsregistre fra perioden 2000-2022, gennemført af forskere fra Aalborg Universitet i samarbejde med Boston University og Tufts Medical Center. Undersøgelsen er offentliggjort i European Journal of Preventive Cardiology.

Sygdommen kan gå ubemærket hen

Atrieflimren er en rytmeforstyrrelse i hjertet, der øger risikoen for hjertesvigt og stroke. En patient med diagnosen mister i gennemsnit to år af forventet levetid sammenlignet med raske.

Alligevel er sygdommen svær at opdage, fordi mange oplever få eller ingen symptomer.

“Atrieflimren er alvorligt. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på signaler som hjertebanken, svimmelhed eller uforklarlig træthed,” siger Nicklas Vinter, postdoc ved Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning på Aalborg Universitet og førsteforfatter på studiet.

En befolkning med slidte hjerter

Paradoksalt nok er den voldsomme stigning delvist en konsekvens af medicinske fremskridt. Antallet af nye tilfælde af hjertesvigt, blodprop og stroke er faldet markant de seneste to årtier – men det betyder, at flere lever længere med sygdomme, der øger risikoen for at udvikle atrieflimren.

“Vi er blevet bedre til at behandle mange af de hjertesygdomme, som tidligere var livstruende. Som konsekvens lever en aldrende befolkning med mere eller mindre slidte hjerter. Samtidig ser vi desværre flere med risikofaktorer som forhøjet blodtryk, overvægt og diabetes,” siger Nicklas Vinter.

I 2040 forventes nye tilfælde af atrieflimren hos danskere over 65 år at overstige det samlede antal nye tilfælde af hjertesvigt, blodprop og stroke tilsammen.

Kræver samfundsbaserede løsninger

Udviklingen vil ifølge forskerne lægge et betydeligt større pres på sundhedsvæsenet, hvor flere patienter vil have behov for løbende kontrol, blodfortyndende medicin og hospitalsbehandling.

“Færre blodpropper betyder ikke mindre pres på sundhedsvæsenet – belastningen flytter sig. Skal udviklingen bremses, kræver det brede, samfundsbaserede løsninger, der gør sunde valg lettere. Uden tidlig indsats bliver det både mere personalekrævende og langt dyrere for samfundet,” siger Nicklas Vinter.