Politik
Nyt Landdistriktsudvalg skal udvikle Aalborg Kommunes landområder de næste fire år
Aalborg Kommune har nedsat et nyt Landdistriktsudvalg, der frem til 2029 skal rådgive politikerne om udviklingen af kommunens landdistrikt – hvor op mod 80.000 borgere bor.
Det nye udvalg blev konstitueret den 10. marts 2026 og består af 12 medlemmer med både lokale repræsentanter og politikere. Udvalget rådgiver Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalget i spørgsmål om landdistriktsudvikling og fordeler blandt andet midler fra landdistriktspuljen, der årligt uddeler 5-6 millioner kroner til lokale projekter.
Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen understreger udvalgets betydning.
“Udvalget repræsenterer op mod 80.000 borgere i Aalborg Kommune, så det er helt centralt at bringe idéer, spørgsmål og forslag videre til Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalget ad denne vej. Jeg kan kun opfordre alle gode borgere i landdistriktet til at tage fat i udvalgsmedlemmerne, hvis de har nye idéer eller ønsker til udvikling af deres lokalområde,” siger han.
Bredt sammensat udvalg
Udvalget rummer seks lokale repræsentanter fra kommunens planzoneinddeling, to repræsentanter fra Landsbyer i Aalborg Kommune samt fire politiske medlemmer. Leo Helmer fra LAK er valgt som formand, mens Poul Tradsborg fra planzone 6 er næstformand. De politiske medlemmer er Evald Lange Riise, Dennis Charles Hansen og Helle Frederiksen fra Socialdemokratiet samt Torben Froberg Poulsen fra Venstre.
Formand Leo Helmer ser frem til arbejdet.
“Aalborg Kommunes Landdistriktsudvalg er et vigtigt og handlekraftigt samarbejdsorgan, hvor lokale ildsjæle og politikere har mulighed for at drøfte små og store landdistriktsemner med hinanden. Jeg glæder mig til at få sat gang i masser af gode projekter lokalt,” siger han.
Mere end rådgivning
Udover at rådgive om udviklingsprojekter og fordeling af støttemidler har udvalget historisk også spillet en aktiv rolle i at bringe kultur ud i landdistriktet og har haft indflydelse på udarbejdelsen af kommunens landdistriktspolitik. Udvalget indstiller desuden modtagere af Årets Landdistriktspris.
Aalborg Kommune har arbejdet aktivt med udviklingen af landdistriktet siden 2007, og det nye udvalg fungerer i perioden 2026-2029.
Læs også: