Aalborg
Psykiatriske patienter har fået nye rammer i Hospitalsbyen
Mandag den 21. april flyttede de første patienter ind i etape 2 af Aalborg Universitetshospitals nye psykiatribyggeri i Hospitalsbyen – et projekt til en halv milliard kroner og Region Nordjyllands hidtil største OPP-projekt.
To åbne psykiatriske sengeafsnit har fået ny adresse. Patienterne fra afsnit S1 og S2 – Almenpsykiatrisk Afdelings sengeafsnit for psykosepatienter i henholdsvis alderen 18-35 år og over 35 år – er rykket fra de hidtidige lokaler på Brandevej i Aalborg til et helt nyt byggeri i Hospitalsbyen.
Flytningen gik hurtigt. Den startede klokken 9 og var afsluttet inden klokken 10, og patienterne blev primært transporteret i busser.
“Alt gik efter planen, og patienterne blev stille og roligt flyttet i primært busser. De psykiatriske patientflytninger adskiller sig på den måde fra de øvrige flytninger, hvor der jo er kørt ambulancer i fast rutefart mellem matriklerne,” siger Lars Dahl Pedersen, hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital.
Enestuer og nye aktivitetsmuligheder
De to afsnit rummer tilsammen 36 sengepladser, og patienterne møder nu en helt anden hverdag end på Brandevej. De nye rammer byder på enestuer samt adgang til idrætshal, fysioterapirum, sanserum, motionsrum og både indre og ydre gårdhaver.
Hospitalsdirektøren roser personalet for indsatsen og peger på, at de nye omgivelser åbner for bedre behandling og pleje.
“Vores personale skal nu både få patienterne til at føle sig trygge og hjemme i de nye rammer, ligesom de selv skal finde sig til rette. Der er dog ingen tvivl om, at personalet får nye og gode muligheder for at yde en god behandling og pleje af patienterne,” siger Lars Dahl Pedersen.
Regionens største OPP-projekt
Byggeriet er opført af A. Enggaard A/S, som i samarbejde med Region Nordjylland også står for drift og vedligeholdelse i de næste 25 år. Pensionsselskabet Velliv er med som investor i projektet, der samlet løber op i cirka 500 millioner kroner. Første spadestik blev taget i februar 2023, og byggeriet er ifølge A. Enggaard afleveret til aftalt tid, økonomi og kvalitet.
“Vi er meget glade for, at vi sammen med Velliv kan bidrage til en så vigtig samfundsopgave som et nyt psykiatrisk hospital, der sikrer gode forhold for såvel patienter som personale,” siger Anton Hessellund, OPP-ansvarlig i A. Enggaard.
Flere funktioner følger i maj
De to sengeafsnit er blot de første til at flytte ind. Den 6. maj følger størstedelen af de øvrige funktioner, herunder yderligere to voksensengeafsnit, hele børne- og ungdomspsykiatrien, et nyt spiseforstyrrelsesafsnit, ECT-behandling, terapi- og socialrådgiverfunktion, forskningsenhed, administrative funktioner samt en ny hospitalsskole for indlagte børn.
Læs også: