Debat

Debatindlæg: Sådan styrer du politikerne

Af Lars Rytter Sørensen, Debattør og indehaver af Radio Kristrup

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 2. maj 2026

Glem alt om lange høringssvar og saglige argumenter. Det er ikke dér, slaget står. Hvis du vil have indflydelse, er opskriften langt enklere. Saml folk, skab støj og læg pres. Så begynder det at rykke. Det kaldes borgerinddragelse. Det lyder pænt, demokratisk og ansvarligt. I praksis handler det ofte om noget langt mere håndgribeligt. Det handler om, hvor meget uro politikerne er villige til at leve med, før de giver sig.

Det gælder i alle sager. Boliger, vindmøller, veje og institutioner. Hvis modstanden bliver høj nok, begynder selv fastlagte beslutninger at vakle. Det sker ikke nødvendigvis, fordi argumenterne er bedre. Det sker, fordi risikoen ved at stå fast bliver for stor. Når borgmesteren siger, at borgerne skal høres, men ikke nødvendigvis have ret, lyder det fornuftigt, men virkeligheden sender et andet signal. Pres virker, og hver gang det lykkes, lærer flere lektien.

Især i et nyt byråd, hvor flere stadig er ved at finde deres rolle, bliver det tydeligt. Ønsket om ikke at stå alene med en upopulær beslutning fylder. Usikkerhed gør systemet sårbart, og når massiv modstand møder den usikkerhed, tipper balancen. Fokus flytter sig fra, hvad der er rigtigt for kommunen, til hvem der er bedst til at lægge pres. De organiserede og ressourcestærke vinder, mens de stille bliver hægtet af.

Konsekvensen er, at flere begynder at spille spillet. Erfaring spreder sig hurtigt, og én sag bliver eksempel for den næste. Metoden kopieres, forfines og gentages, indtil den bliver en fast del af den politiske virkelighed. Demokrati kræver, at borgerne bliver hørt, men også at politikere kan stå fast, når beslutninger er nødvendige. Uden den balance får vi mere støj og mindre retning.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!