Sundhed
Demensugen i Aalborg: Fokus på viden, åbenhed og demensvenlig sundhed
Når hverdagen gradvist bliver sværere at overskue, og hukommelsen ikke længere fungerer som før, kan det påvirke både livskvalitet og oplevelsen af tryghed i hverdagen. Derfor sætter Videnscenter for Demens i Aalborg Kommune i forbindelse med den nationale Demensuge fokus på viden, åbenhed og demensvenlige møder.
For mange mennesker med demens bliver hverdagen gradvist sværere at overskue. Hukommelsen svigter, aftaler glemmes, og de rigtige ord er svære at finde. Det kan påvirke livskvaliteten og følelsen af tryghed. Derfor sætter Videnscenter for Demens i Aalborg Kommune i uge 19 – den nationale Demensuge – fokus på viden, åbenhed og demensvenlige møder. Målet er at skabe bedre forståelse og tålmodighed i omgangen med mennesker, der lever med demens.
Årets tema: Demensvenlig sundhed
I år retter Demensugen spotlyset mod demensvenlig sundhed. Et centralt element er at øge kendskabet til demenssymbolet – et fælles, genkendeligt mærke, der skal signalere til omgivelserne, at der kan være behov for:
- Lidt ekstra tid
- Tydelig og rolig kommunikation
- Forståelse og en hjælpende hånd
Når flere kender symbolet, bliver det lettere at skabe trygge rammer – både i sundhedsvæsenet, i butikker, i foreningslivet og i hverdagen. På den måde bidrager demensvenlighed til at styrke trygheden for borgere med demens i Aalborg Kommune.
Aktiviteter i Demensugen
Onsdag den 6. maj
Videnscenter for Demens og Center for Velfærdsteknologi er til stede på UCN, hvor kommende medarbejdere i sundhedssektoren får viden om, hvordan man møder mennesker med demens på en tryg og respektfuld måde.
I lokalområderne
Flere af Videnscenter for Demens’ dagcentre deltager i ugen ved at gå ture og dele informationsmateriale ud til relevante sundhedstilbud – alt med fokus på demensvenlighed.
I Nordkraft
Her findes tilbuddet Aktiv med demens, som i samarbejde med Sundhedscenteret og Biffen bruger både fysisk informationsmateriale og infoskærme til at synliggøre demenssymbolet og bidrage til større tryghed for de besøgende.
Torsdag den 7. maj
På Aalborg Hovedbibliotek afholdes arrangementet:
“Hvordan er det at leve med demens – kan man få et godt liv?”
En borger, der er tilknyttet Aktiv med demens, deler sine personlige erfaringer og giver et ærligt indblik i, hvordan hverdagen kan leves med demens.
Læs om arrangementet “Hvordan er det at leve med demens? Kan man få et godt liv efter diagnosen?”
Vil du vide mere?
Læs mere om arrangementet og Demensugen på Videnscenter for Demens’ hjemmeside.
Læs også: