Helbred
Dronning Mary indviede nyt supersygehus i Aalborg
Nyt universitetshospital blev tirsdag officielt åbnet med kongeligt besøg, taler og snoreklip ved hovedindgangen
Tirsdag eftermiddag blev Aalborg Universitetshospitals nye byggeri i Hospitalsbyen officielt indviet, da Hendes Majestæt Dronning Mary klippede snoren ved hospitalets hovedindgang.
Indvielsen markerer afslutningen på et af Nordjyllands største byggeprojekter og begyndelsen på en ny æra for regionens sundhedsvæsen.
Kongelig modtagelse ved hospitalet
Klokken 14 ankom Dronning Mary til hospitalet, hvor hun blev budt velkommen med blomster af sygeplejerske Helle Jørgensen. Hun havde vundet en intern lodtrækning blandt medarbejderne om æren.
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) og hospitalets ledelse tog derefter imod Dronningen, inden besøget fortsatte i Børne- og Ungehuset. Her fik hun blandt andet indblik i visionerne bag et mere børne- og ungevenligt hospital gennem en samtale med en ungeambassadør.
Fotokreditering: Claus Søndberg/Region Nordjylland:
Læs også:
“En smuk og ambitiøs drøm”
De officielle taler fandt sted i hospitalets kirkerum, hvor inviterede gæster deltog på gulvet, mens medarbejdere fulgte seancen fra etagerne omkring rummet.
Regionsrådsformand Mads Duedahl understregede i sin tale betydningen af det nye hospital for Nordjylland.
”En smuk og ambitiøs drøm er omsider blevet til virkelighed. Drømmen om det topmoderne, fremtidssikrede hospital, som nordjyderne i den grad fortjener. Vi har skabt et fyrtårn for fremtidens sundhedsvæsen. Nordjyllands dyreste bygning – og på mange måder nordjydernes vigtigste hus nogensinde. En ramme om livets allersværeste stunder – og de allerlykkeligste. For dette er ikke bare et hus for vores generation, det er i høj grad også en gave til vores børn og børnebørn.”
Fokus på patienterne
Hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen fremhævede hospitalets særlige rolle i det danske sundhedsvæsen og betydningen af gode rammer for patienterne.
”Her samler vi den specialiserede behandling. Det er her, vi møder de mest komplekse sygdomsforløb. Og vi gør det ikke alene. Vi skal sammen med vores samarbejdspartnere sikre, at alle patienter får et godt patientforløb og altid mødes med høj faglighed. Vi møder hele mennesket – og de forudsætninger og behov, den enkelte kommer med. Og det er netop det, vi har skabt rammerne for i Hospitalsbyen.”
Hospitalsklovne og børn stod for snoren
Efter taler og musikalske indslag blev Dronning Mary vist rundt i de nye faciliteter til børne- og ungepsykiatrien sammen med patientrepræsentanten Silas Vetner, som har været med til at præge indretningen.
Selve snoreklippet foregik ved hovedindgangen, hvor snoren var lavet af Kreaheltene i samarbejde med indlagte børn. To hospitalsklovne holdt snoren under ceremonien – en særlig detalje, da Dronning Mary er protektor for Danske Hospitalsklovne.
Kort før klokken 15 vinkede Dronningen farvel til de fremmødte gæster, mens indvielsesdagen fortsatte med reception på hospitalet.
Læs også: