Natur

61 nye billearter fundet: Forskere overrasket over skjult biodiversitet

Nyt danskledet studie fra Kina viser, at selv store og farverige insekter stadig kan være ukendte for videnskaben

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 16. maj 2026

Forskere fra Statens Naturhistoriske Museum har opdaget og beskrevet 61 nye billearter i Kina. Det fremgår af et nyt studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Insect Systematics and Diversity.

De nyopdagede arter tilhører rovbille-slægten Platydracus, og forskerne har i alt dokumenteret mere end 100 arter i den første samlede gennemgang af slægten i Kina.

Ifølge forskerne viser fundet, hvor begrænset vores viden om verdens biodiversitet fortsat er – også når det gælder store og synlige insekter.

Store biller har været overset

Det særlige ved opdagelsen er, at billerne ikke er små eller skjulte organismer. Platydracus-biller kan blive flere centimeter lange, og mange arter er både farverige og ligner hvepse.

Alligevel har flere af arterne enten været overset i naturen eller ligget ubestemte i museumssamlinger i årtier.

– “Det er opsigtsvækkende, at så mange nye arter kan gemme sig blandt store og farverige biller. Det viser, hvor lidt vi faktisk ved om biodiversiteten, og at selv meget synlige arter stadig kan være overset,” siger lektor og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum, Alexey Solodovnikov.

Han er hovedforfatter på studiet, som er ledet af ph.d.-studerende Qinghao Zhao sammen med postdoc Aslak Kappel Hansen.

Forskningsprojektet er gennemført i samarbejde med Ottawa Research and Development Centre og Shanghai Normal University.

Kun en brøkdel af arterne er kendt

Studiet peger samtidig på et kendt problem inden for biodiversitetsforskning, det såkaldte “Linnean shortfall”. Begrebet beskriver forskellen mellem de arter, forskerne har navngivet og beskrevet, og det faktiske antal arter, der findes i naturen.

Inden for familien rovbiller, som Platydracus tilhører, kender forskerne omkring 70.000 arter globalt. Men forskere vurderer, at det kun svarer til 20-25 procent af det samlede antal rovbillearter.

Insekter er samtidig den mest artsrige dyregruppe på Jorden. Omkring 925.000 insektarter er beskrevet, men det samlede antal vurderes at kunne overstige fem millioner.

Gamle fejl bliver rettet

Forskerne har ikke kun fundet nye arter. Studiet viser også, at tidligere beskrivelser ofte bygger på meget få fund og begrænset viden om arternes udbredelse og variation.

Derfor har forskerne også genundersøgt tidligere klassificeringer og rettet fejlidentifikationer.

– “Mange arter er oprindeligt beskrevet på et meget spinkelt grundlag. Med flere indsamlede eksemplarer og moderne undersøgelsesmetoder kan vi nu teste og præcisere tidligere artsafgrænsninger samt tilføje nye arter til naturens mosaik. Det giver os et langt mere præcist billede af biodiversiteten som er afgørende for både vores forståelse af naturen og vores mulighed for at beskytte den,” uddyber Alexey Solodvnikov.

DNA og klassiske analyser kombineret

I arbejdet har forskerne kombineret klassiske morfologiske analyser med DNA-stregkoder.

Metoderne viste blandt andet, at nogle arter kan se meget forskellige ud, selv om de deler de samme DNA-markører – og omvendt.

Ifølge forskerne understreger det behovet for mere integrerede metoder i fremtidens biodiversitetsforskning og for at genundersøge arter, som hidtil har været betragtet som velkendte.