Erhverv
Ny forsikring skal give timelønnede større tryghed ved sygdom
PensionDanmark tilbyder nu tab af erhvervsevne-forsikring til medlemmer med en årsløn over 418.000 kroner
Faglærte og ufaglærte lønmodtagere får nu adgang til en ny forsikring, der skal give større økonomisk tryghed, hvis de mister evnen til at arbejde.
PensionDanmark har etableret en tab af erhvervsevne-forsikring, som er målrettet medlemmer på timelønnede overenskomster. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse udsendt 16. maj 2026.
Dækning på 70 procent af lønnen
Den nye forsikring tilbydes medlemmer med en dokumenteret årsløn før skat på over 418.000 kroner. Med forsikringen kan medlemmet få en dækning svarende til 70 procent af lønnen ved tab af erhvervsevne.
Ifølge PensionDanmark er omkring 156.000 medlemmer blevet tilbudt den nye forsikring. Den gælder for bidragsaktive medlemmer, der samtidig har været i beskæftigelse mindst 28 timer om ugen i 24 ud af de seneste 30 måneder.
Læs også:
Skal mindske forskel til funktionærer
PensionDanmark peger på, at funktionærer i mange år har haft adgang til denne type økonomisk sikkerhed gennem pensionsordninger, mens der for nogle timelønnede medlemmer har manglet tilstrækkelig kompensation ved tab af arbejdsevne.
”Vores medlemmer skal ikke sidde i kantinen og kigge misundeligt over på deres funktionærkollegaers pensionsordninger. Derfor sikrer vi nu, at alle fremover har adgang til en fornuftig dækning, hvis du ikke længere er i stand til at arbejde.
Det er et stort velfærdsskridt for vores faglærte og ufaglærte medlemmer, og det understreger, at vi som arbejdsmarkedspensionsselskab er klar til at tage hånd om din økonomiske tryghed – både i arbejdslivet og i alderdommen,” siger administrerende direktør i PensionDanmark, Peter Stensgaard Mørch.
Hjælp til at blive på arbejdsmarkedet
Forsikringen dækker både ved kortere, længerevarende og permanent tab af erhvervsevne. Dækningen gælder fra sygemelding og frem til en eventuel tilkendelse af førtidspension, herunder forløb med sygedagpenge, jobafklaring, fleksjob, førtidspension eller seniorpension.
Samtidig udvider PensionDanmark sin sundhedsindsats. Medlemmer, der aktiverer forsikringen, får tilknyttet en fast tovholder, som kan hjælpe gennem indsatser med blandt andre sygeplejersker, læger, fysioterapeuter og psykologer. Tovholderen kan også hjælpe med muligheder for omskoling til andre jobfunktioner.
”Arbejde handler ikke kun om indtægt. Det handler også om livskvalitet, fællesskab og mening i hverdagen. Derfor er vores ambition ikke kun at udbetale en forsikring, men i lige så høj grad at hjælpe medlemmerne tilbage i job, hvis det er muligt. Med en styrket og mere sammenhængende sundhedsindsats giver vi dem den bedst mulige støtte undervejs,” siger Peter Stensgaard Mørch.
Læs også: