Sport

EH Aalborg sikrer sig hjemmetalent med VM på cv’et

EH Aalborg henter ikke langt efter deres nyeste ligatilgang – det hjemmeavlede talent Sofie Uggerhøj Christensen rykker op fra ungdomsafdelingen, og inden hun tager hul på sin første ligasæson, skal hun til VM med det danske U18-landshold.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 21. maj 2026

EH Aalborg behøver ikke lede langt for at finde deres nyeste ligatilgang. Klubben har indgået en toårig kontrakt med bagspilleren Sofie Uggerhøj Christensen, der rykker op fra klubbens egen ungdomsafdeling og er et af de mest lovende talenter i nordjysk kvindehåndbold.

Den unge bagspiller har allerede sat sit præg på den store scene. I denne sæson fik hun sin debut i Bumbuni Kvindeligaen, da hun blev kastet ind i både kvalifikationsspillet og de afgørende play off-kampe mod Ajax København – og leverede flere stærke præstationer.

Imponeret cheftræner

Cheftræner Kenneth Hedegaard lægger ikke skjul på, hvad der har gjort indtryk.

— Sofie er en ung og meget lovende spiller, som allerede i en tidlig alder har vist, at hun besidder mange spændende kvaliteter både offensivt og defensivt. Hun er en stærk to-vejs-spiller, som kan bidrage i begge ender af banen, siger han og fortsætter:

— De kampe i play off har hun håndteret utrolig flot, og det siger meget om hendes mentalitet og mod til at tage ansvar – selv i svære situationer. Sofie er utrolig målrettet og kendt for at arbejde benhårdt hver eneste dag. Det er værdier, som passer rigtig godt ind i den kultur, vi gerne vil have i EH Aalborg.

VM-klar inden ligastart

Sofies talent er heller ikke gået ubemærket hen uden for Nordjylland. Hun er netop blevet udtaget til det danske W18-landshold, der til sommer skal repræsentere Danmark ved VM i Rumænien. Når slutrunden er overstået, vender hun hjem til Aalborg – og ligabold.

Sofie Uggerhøj Christensen er selv begejstret for den vej, hun har valgt.

— Jeg har valgt EH Aalborg, fordi klubben har store ambitioner, et stærkt fællesskab og de helt rigtige rammer for min videre udvikling som spiller. Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af holdet, siger hun.