Erhverv

Michael Ottesen er tredje generation i et nordjysk anlægsdynasti

Farfar var formand. Far har 46 år i virksomheden. Og nu fejrer Michael Ottesen selv 25-års jubilæum i Arkil. Forklaringen på den usædvanlige loyalitet er typisk nordjysk: “Det har bare været et godt sted at arbejde.”

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 22. maj 2026

Gravemaskinen arbejder sig roligt fremad over den grønne mark. Køerne græsser. Fuglene kvidrer. Et stykke herfra kan man se tagene på de huse, der snart skal have ny fjernvarme. Michael Ottesen sidder i førerhuset på en Liebherr og kigger ud over dagens arbejdsplads. Han er 46 år og har netop fejret 25 år i Arkil.

Det er ikke enhver beskåret at nå den milepæl ved så ung en alder. Men Michael startede som lærling direkte fra skolebænken, og arbejdsgiveren dengang er den samme som i dag.

Var det planen at blive i 25 år?

“Nej. Det er jo nok bare blevet til. Det har bare været et godt sted at arbejde.”

Fra struktør til maskinfører

Michael begyndte karrieren med støvlerne i anlægsjorden som struktør. Men efter cirka 13 år begyndte ryggen at protestere, og Michael tog konsekvensen. Han satte sig i maskinen – og er ikke kommet ud igen.

“Hvis jeg skulle fortsætte i branchen, så kunne det ikke være som struktør, for det vil jeg ikke kunne holde til,” siger han.

Det er nu 12 år siden, og joystickene sidder på rygraden. Gennem de år har han arbejdet med alt fra kloakering til regnvandsbassiner og de fjernvarmeprojekter ved Viborg, han er i gang med i dag. Men det er ikke de enkelte opgavetyper, der driver ham.

“Det er jo forskelligheden i opgaverne, man kommer ud på.”

Tre generationer i anlægsjorden

Michael Ottesen er ikke den første i sin familie, der har fundet sin plads i Arkil. Farfar var formand. Onkel Niels er formand. Og far, John Ottesen, har over 46 år i virksomheden bag sig. Med Michaels jubilæum kan familien Ottesen nu fejre tre generationers tilstedeværelse i nordjysk anlægsarbejde.

Det var faderen, der viste ham vejen ind i branchen. Siden har Michael arbejdet side om side med sin onkel på pladsen. Men familienavnet har aldrig givet særbehandling.

“Der er ikke nogen taget hensyn til mig, bare fordi jeg har været nevø.”

Kollegaerne er det, der tæller

Spørger man Michael, hvad der egentlig binder ham til arbejdspladsen, er svaret ikke lønnen eller maskinerne. Det er kollegaerne. Mange af de ansigter, han møder på pladsen i dag, er de samme som for 20 år siden.

“Det gør, at man har lyst til at stå op om morgenen.”

Han fremhæver også den forbedrede sikkerhedskultur som et af de mest markante skift i branchens måde at arbejde på over de seneste årtier. Travlheden er ikke forsvundet, men der er alligevel kommet mere plads til at gøre tingene rigtigt.

“Selvom der er mange, der føler, at det er mere travlt, så har vi stadigvæk mere tid til sikkerhed, end hvad vi måske før har haft.”

De næste 25?

Jubilæet fejres, når lejligheden byder sig. Michael er ikke typen, der gør stor ballade ud af tingene. Og på spørgsmålet om, hvad de næste 25 år bringer, er svaret ikke overraskende.

“Jamen, jeg tænker, der er chance for, at de næste 25 år de går i den her maskine.”

Han tilføjer, roligt som altid: “25 år, de går hurtigt.”