Nibe
Nibe Festival sætter rekord på rekord — og får ny formand
59,5 millioner kroner i omsætning, partoutbilletter udsolgt på 7,5 time og 97 procent tilfredse gæster. Nibe Festival har netop holdt generalforsamling — og kan se tilbage på endnu et exceptionelt år.
I Støberiet — Nibe Festivals eget kulturrum — blev årets generalforsamling afviklet i en stemning præget af begejstring og stolthed. Formand Thomas Larsen aflagde beretning om en festival i rivende udvikling, og tallene fra publikumsanalysen efterlod ingen tvivl om, at Nibe 2025 blev en manifestation ud over det sædvanlige.
25 procent af gæsterne besøgte festivalen for første gang. 98 procent følte sig trygge under festivalen. 97 procent var tilfredse eller meget tilfredse. Og 93 procent havde anbefalet Nibe Festival til andre. Dertil kommer, at samtlige partoutbilletter til Nibe 2026 blev revet væk på blot 7,5 time.
Thomas Larsen understregede i sin beretning, at frivilligheden er hele fundamentet for festivalens eksistens — og at de frivillige har en afgørende andel i succesen.
Rekordomsætning og overskud til gode formål
Bogholder Karin Lykke Præstgaard fremlagde regnskabet på vegne af festivalens revisor Deloitte. Også her var der grund til at juble: omsætningen landede på 59,5 millioner kroner — en stigning på hele 10 millioner kroner sammenlignet med den hidtidige rekord fra 2024.
Overskuddet på 3,6 millioner kroner skal i de kommende måneder udloddes til almennyttige formål inden for idræt, kultur og sociale organisationer. Derudover har mere end 30 foreninger allerede modtaget i alt 1,2 millioner kroner for deres indsats op til, under og efter festivalen.
Thomas Larsen stopper som formand
Generalforsamlingen bragte også en vigtig personlig meddelelse. Thomas Larsen meddelte, at han har valgt at træde tilbage som formand efter mange år i rollen. Med et travlt civilt arbejdsliv blev Nibe 2025 hans sidste festival i formandsstolen.
Thomas Larsen fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem og fondsbestyrelsesmedlem samt som medlem af Dansk Lives bestyrelse.
Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med Troels Severinsen — der ved generalforsamlingen modtog genvalg til bestyrelsen — som ny formand. Også bestyrelsesmedlemmerne Henning Rolf Christensen og Birgitte Guldberg samt suppleanterne Karin Lauritsen og Frank Larsen modtog genvalg.
Generalforsamlingen blev afsluttet med et trefoldigt leve. Optimismen er stor i Nibe — Danmarks Største Intime Festival.
Læs også: