Alarm 112
Stor beredskabsøvelse rammer Aalborg den 4. juni: Fem myndigheder træner fælles indsats
Røg, udrykningskøretøjer og uniformeret personale — det er øvelse, ikke fare, når Rørdalsvej i Aalborg den 4. juni bliver skueplads for en af årets større beredskabsøvelser.
Torsdag den 4. juni gennemfører Nordjyllands Politi, Region Nordjylland, Nordjyllands Beredskab, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen en større fælles beredskabsøvelse under navnet Øvelse Tordenskjold. Øvelsen finder sted på og omkring Rørdalsvej i Aalborg fra kl. 12 til 16, men der vil være aktivitet i området allerede fra kl. 9 i forbindelse med forberedelse og opsætning af scenarier.
Formålet er at styrke samarbejdet mellem de involverede myndigheder og træne håndteringen af større, komplekse hændelser, hvor flere beredskabsaktører skal arbejde tæt koordineret.
— Disse storskalaøvelser giver os en vigtig mulighed for at afprøve vores fælles beredskab i realistiske scenarier. Det handler både om at teste vores procedurer og om at sikre, at samarbejdet mellem myndighederne fungerer effektivt, når det virkelig gælder, siger indsatsleder ved Nordjyllands Politi, Morten Haack.
Beredskabsstyrelsens chefsergent David Thomsen understreger værdien af netop den type øvelser:
— Vi får mulighed for at udfordre vores materiel, vores procedurer og ikke mindst samarbejdet på tværs af organisationer. Det er i den type træning, vi bliver bedre til at beskytte borgere og samfund.
Ingen grund til bekymring
Borgere i området kan forvente at se øget aktivitet af udrykningskøretøjer og uniformeret personale samt mulig brug af lyd- og røgeffekter som del af øvelsesscenarierne. Der er ingen reel fare for hverken beboere eller forbipasserende, og da øvelsen foregår på et lukket område, forventes trafikken ikke at blive påvirket.
Pressen er velkommen til at følge øvelsen og tage billeder, men skal på stedet følge myndighedernes anvisninger.
Læs også: