Erhverv

Respekt i fællesskab: Nyt projekt engagerer unge mænd i kampen mod grov tone og chikane

KVINFO, 3F, Dansk Metal og HK vil styrke unge mænds fællesskab i kampen mod grov tone og grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen.

Søren Greve
Af Søren Greve 29. maj 2026

Nedværdigende kommentarer, skældsord og uønsket berøring er en del af hverdagen for nogle lærlinge, elever og unge faglærte.

Derfor har KVINFO sammen med 3F, Dansk Metal og HK sat gang i projektet “Respekt i fællesskab”, der skal give unge mænd bedre mulighed for at sige fra over for grov tone og chikane på arbejdspladsen.

Unge skal selv være med til løsningen

Projektet retter sig mod praktisk orienterede unge mænd i alderen 16 til 25 år med forskellig baggrund i forhold til skole, fag og kultur.

Indsatsen gennemføres i tæt samarbejde med ungdomsafdelingerne i 3F, Dansk Metal og HK og kan dermed nå ud til op mod 50.000 unge mandlige medlemmer.

“Lærlinge og unge faglærte kan ofte være en gruppe, som man snakker om uden at snakke med. Men i Respekt i fællesskab er de mennesker, der oplever problemerne i dagligdagen, også med til at sætte ord på udfordringerne og udvikle løsningerne,” siger ungdomskonsulent Sune Schou Holm fra fagforeningen 3F.

“Medindflydelse og inddragelse er afgørende for, at vi sammen kan skabe et bedre arbejdsmiljø. Det er enormt vigtigt at sikre et ordentligt miljø og trivsel blandt lærlinge og andre unge på arbejdsmarkedet,” fastslår Sune Schou Holm.

Hård tone bliver ofte kaldt drilleri

Som en del af projektet er der gennemført interviews og workshop med unge mænd fra de tre fagforeninger.

Her fortæller flere, at de ønsker at sige fra, når oplevelser på arbejdspladsen går over stregen. Men mange føler sig alene og nederst i hierarkiet, og frygten for at blive opfattet som en, der ikke kan tage en joke, holder dem tilbage.

“I både interviews og workshops hører vi, at unge mænd selv ønsker at sige fra over for oplevelser, som går over stregen. Men mange føler sig alene og står nederst i hierarkiet – og frygten for at blive set som ‘en, der ikke kan tage en joke’, eller ødelægge sine karrieremuligheder i fremtiden holder dem tilbage,” siger Rebekka Mahler, specialkonsulent i KVINFO.

“De unge mænd beskriver alt fra uønsket berøring til nedværdigende kommentarer og skældsord. Nogle af de unge mænd er på deres arbejdsplads blevet kaldt ‘møgunge’, ‘snotskovl’, ‘lønslave’ og ‘retarderet’. Det er adfærd, som tydeligt overskrider grænser – men som alt for ofte bliver bagatelliseret som ‘drilleri’,” siger Rebekka Mahler.

Skal udvikle konkret værktøj

Næste skridt er at udvikle et konkret værktøj, der kan hjælpe unge mænd med at reflektere over egne grænser og handlemønstre.

Det kan blive et spil, en kampagne eller en anden løsning, som kan give de unge redskaber til i fællesskab at sige fra over for grænseoverskridende adfærd.

Arbejdet fortsætter blandt andet på Folkemødet på Bornholm i juni, hvor der holdes en lukket workshop og et åbent debatarrangement om projektet.

Skal skabe varig forandring

Målet er, at “Respekt i fællesskab” ikke blot skal føre til enkeltstående aktiviteter, men til en længerevarende kulturforandring i fagforeningernes ungdomsafdelinger.

Fællesskabet skal være en ramme, hvor unge kan øve sig i at sige fra og støtte hinanden, når tonen eller adfærden går over grænsen.

“Hvis du ved, at du har et stærkt fællesskab, er det meget nemmere at være sårbar. Men hvis du er et sted, hvor du ikke regner med at have nogen i ryggen, er det meget sværere at gøre noget ved de udfordringer, der er,” siger Sune Schou Holm fra 3F.

Projektet er finansieret af Alliancen mod seksuel chikane under Ligestillingsministeriet.