Politik
Aalborg Byråd byttede byrådssalen ud med gaderne
For at forstå trygheden i Aalborgs natteliv må man opleve den på nært hold. Derfor tog byrådet sidste uge på vandretur gennem midtbyen og langs havnefronten — med politi, region og kommune som guider.
Tirsdag og torsdag i sidste uge forlod Aalborg Byråd Medborgerhuset og gik i stedet ud i de gader, som Tryg Aalborg-samarbejdet skal gøre mere trygge. To tryghedsvandringer førte byrådspolitikerne gennem midtbyen og langs havnefronten, hvor repræsentanter for Nordjyllands Politi, Aalborg Kommune og Region Nordjylland fortalte om de konkrete tiltag, der skal skabe et tryggere natteliv.
Undervejs blev der sat ansigt på indsatser som sikkerhedstiltag på havnefronten, Safe Zones, tryghedskameraer og Midtbysjakkets arbejde i gaderne. Politikerne fik også indblik i samarbejdet med nattelivets aktører — herunder Natteravnene, Safe House og restauratørforeningen.
Tryghed skabes ikke alene
En central pointe på turene var, at tryghed ikke er noget, én aktør kan skabe på egen hånd. Centerchef Denise Bakholm fra Center for Tværfaglige Forebyggelse satte ord på det:
— For mig er der ingen tvivl: Tryghed er noget, vi skaber i fællesskab. Det er ikke noget, vi kan beslutte alene i kommunen. Det kræver, at mange samarbejder — på tværs af forvaltninger, med politiet, regionen, civilsamfundet, unge, uddannelsesinstitutioner, restauratører, beredskabet, de mange aktører i nattelivet og mange, mange flere.
Vandringerne ligger i forlængelse af et stort temamøde i Byrådet om Tryg Aalborg og vedtagelsen af en opgraderet version 4.0 af samarbejdet.
Læs også: