Kultur

100 unge Aalborgensere sejler med på verdens smukkeste skibe

Aalborg Kommune sender 100 unge trainees afsted som fast besætning på nogle af verdens største sejlskibe, når The Tall Ships Races løber af stablen til sommer. De unge sejler den sidste etape fra Stavanger til Aalborg, hvor 42 skibe lægger til kaj fra 30. juli til 2. august.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 16. juni 2026

Turen starter ikke på havnen i Aalborg, men i Salling ved Nytorv. Den 23. juli mødes de 100 udvalgte trainees kl. 16, inden to busser kl. 17 kører dem mod Stavanger, hvorfra de stiger om bord og sejler hjem.

Som trainees er de unge en fast del af besætningen – ikke passagerer. De tager vagter på dækket og i køkkenet og lærer om alt fra fortøjninger og sejl til at håndtere søsyge. Om bord vil de være en del af et internationalt fællesskab, da 1.250 besætningsmedlemmer fra hele verden er med på skibene, og langt størstedelen er unge i alderen 15 til 25 år.

Klar til masterne – og lidt bekymret for søsyge

19-årige Oskar Walter fra Aalborg skal på sin første sejlads som trainee og lægger ikke skjul på, hvad han glæder sig mest til.

“Jeg ser frem til at kravle i masterne, og så er jeg lidt bekymret for søsyge, men det er ikke noget, der stopper mig fra at ville ud at sejle,” siger han.

Oskar er ikke kun med til søs – han skal også spille koncert med sit band “Origo” som en del af musikprogrammet på havnefronten i Aalborg.

17-årige Helene Raal ser frem til de sociale oplevelser, men anerkender, at sproget kan blive en udfordring.

“Jeg tror, at det bliver mest udfordrende, at vi skal tale engelsk til hinanden, fordi vi er fra mange forskellige lande. Jeg glæder mig til at få nye venner og til den kæmpe fest, der bliver holdt for alle besætningsmedlemmerne, når vi kommer til Aalborg,” siger hun.

For 20-årige Emma Friis Poulsen, der til daglig studerer i Aarhus, er sejlads ingen nyhed. Hun har sejlet siden barnsben – fra optimistjolle til større både – og sejlede med Skoleskibet i foråret 2025.

“Selvom jeg fandt ud af, at jeg ikke skal leve af at sejle, så blev jeg kun mere fastlåst på fortsat at sejle, når muligheden byder sig. Jeg glæder mig i den grad til at mærke vinden, bølgerne under mig og friheden igen,” siger Emma Friis Poulsen.

Ni skibe, mange nationaliteter

De 100 unge fordeles på ni skibe: Eendracht, Gulden Leeuw, det lokale Aalborg-skib LOA, Morgenster, Sørlandet, Statsraad Lehmkuhl, Thalassa, Wylde Swan og Jens Krogh.

Turen er muliggjort af en række fonde, der har bidraget økonomisk: Salling Fondene, Lauritzen Fonden, D/S Orients Fond, Melsen Fonden og Unglivfonden. Derudover får de unge goodiebags fra businesssponsor Malik Energy inden afrejse.

Aalborg som sluthavn for syvende gang

The Tall Ships Races har eksisteret siden 1956 og arrangeres af Sail Training International med det erklærede formål at give unge en unik oplevelse til søs på tværs af landegrænser, kulturer og religioner. Aalborg er i 2026 sluthavn for syvende gang – tidligere har byen været vært i 1999, 2004, 2010, 2015, 2019 og 2022. Sidst trak arrangementet omkring 650.000 besøgende til byen.

I år er der fem værtshavne: Aarhus, Harlingen i Holland, Antwerpen i Belgien, Stavanger i Norge og Aalborg.

Følg med på tsraaalborg.dk.