Alarm 112
Alvorlig brand i Støvring: Ældre kvinde fløjet til Rigshospitalet
Otte beboere fra et ældreboligkompleks blev sendt på hospitalet efter en brand lørdag formiddag. En kvinde er alvorligt kvæstet.
En ældre kvinde er blevet fløjet til Rigshospitalet med alvorlige skader efter en brand i et ældreboligkompleks på Hobrovej 92B i Støvring lørdag formiddag.
Yderligere syv ældre beboere er kørt til Aalborg Universitetshospital til undersøgelse efter hændelsen.
Det oplyser vagtchef Michael Mow fra Nordjyllands Politi.
Alle beboere blev evakueret
Alarmen om branden indløb omkring klokken 10.35. Politiet kunne hurtigt konstatere, at der var tale om et ældreboligkompleks med 12 registrerede beboere.
Alle beboere blev evakueret, mens Nordjyllands Beredskab arbejdede på at få kontrol over flammerne og den kraftige røgudvikling. Samtidig opfordrede politi og beredskab borgere i området til at holde afstand og give redningsmandskabet arbejdsro.
Beredskabet rykkede ud med seks køretøjer, flere ambulancer og en lægehelikopter.
Læs også:
Branden kom under kontrol
Klokken 12.23 meddelte Nordjyllands Beredskab på X, at branden var under kontrol, og at en del af udrykningskøretøjerne derfor kunne sendes retur.
Politi og beredskab fortsatte dog arbejdet på adressen med efterslukning og sikring af området.
Brandårsagen skal undersøges
Det er endnu uvist, hvad der forårsagede branden.
- Vi skal have slukket branden helt, have afspærret ordentligt, og så skal vi have fundet årsagen til branden, fortæller vagtchef Michael Mow.
Han oplyser samtidig, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at sige noget om den mulige brandårsag.
De pårørende til den alvorligt tilskadekomne kvinde er blevet underrettet.
Kilde: TV2 Nord.
Læs også: