Erhverv

Ringkjøbing Landbobank samler kræfterne i Hasseris

I efteråret 2026 rykker erhvervsrådgivere, Private Bankers og investeringsrådgivere sammen under ét tag i Aalborg – målet er at give ejerledere adgang til bankens samlede kompetencer på ét sted.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 1. juli 2026

Mere end syv ud af ti danske virksomheder ledes af en ejerleder. Det er en hverdag præget af mange beslutninger – om drift, investering, pension og generationsskifte – og efterhånden som formuen vokser, stiger kompleksiteten tilsvarende. Det er den virkelighed, Ringkjøbing Landbobank nu vil imødekomme med etableringen af et nyt kraftcenter i bankens eksisterende lokaler i Hasseris.

Her samles tre afdelinger – erhverv, Private Banking og investering – under samme tag i løbet af efteråret 2026.

— Vi samler vores stærkeste kompetencer ét sted, fordi vi ved, at det giver langt bedre rådgivning. Når erhvervsrådgivere, Private Bankers og investeringsrådgivere sidder tæt sammen, får vi en helt anden sparring om kunderne og kan i højere grad finde de bedste og mest helhedsorienterede løsninger, siger Jesper Bruun Nissen, afdelingsdirektør i Private Banking Aalborg.

Et bagland, der rykker tættere på

For kunderne ændrer den daglige kontakt sig ikke – de vil fortsat have én fast rådgiver som primær indgang. Men det bagland, rådgiveren trækker på, bliver nu fysisk nærværende.

— Kunderne får et hus med alle de bedste kompetencer samlet. “Baglandet” rykker nu endnu tættere på, og det gør vores rådgivning både mere fleksibel og mere handlekraftig, siger Henrik Aaen, erhvervsdirektør i Erhvervscenter Aalborg.

Han peger på, at ejerledere har behov for en bank, der forstår hele helheden – virksomheden, formuen og familien – og at det netop er det, kraftcentret skal levere. Investeringsrådgiverne ledes af finansdirektør Mads Stouby, der fremhæver, at banken er blandt de få, der har investeringsrådgivere så tæt på kunden.

— Vi tror på, at det gør en forskel i forhold til, hvor højt kvalificeret og individuelt tilpasset vi kan arbejde, siger han.

Nordjyske Bank-afdeling fortsætter på Torvet

Organisatorisk opererer banken i dag under to brands – Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank. Det nye kraftcenter samler tre eksisterende afdelinger, som fremover fortsætter under Ringkjøbing Landbobank. Flytningen påvirker ikke tilstedeværelsen i Nørresundby, og adressen på Torvet i Aalborg fortsætter som en Nordjyske Bank-afdeling med fokus på private kunder.

— Vi ønsker at skabe Aalborgs stærkeste og mest kompetente finanshus for ejerledere og deres virksomheder. For os handler rådgivning rigtig meget om den personlige relation og forståelse for helheden, siger Jesper Bruun Nissen.