Helbred
Forskere til unge: Gå tidligere i seng – din krop vil takke dig
Forskere fra Københavns Universitet og COPSAC peger på, at længere nattesøvn hænger sammen med færre udsving i blodsukkeret hos raske 18-årige.
Et nyt studie fra Københavns Universitet og forskningsenheden COPSAC ved Herlev-Gentofte Hospital viser, at længere nattesøvn hænger sammen med et mere stabilt blodsukker hos raske 18-årige.
Forskerne peger samtidig på, at sammenhængen ser ud til at gå begge veje. Et mere stabilt blodsukker i løbet af dagen hænger nemlig også sammen med længere søvn den efterfølgende nat.
Undersøgte 206 unge i deres hverdag
Forskerne fulgte 206 danske 18-årige i to uger, mens de levede deres normale hverdagsliv.
Deltagerne bar en aktivitetsmåler på håndleddet, som registrerede deres bevægelser og søvn, samt en glukosesensor, der målte blodsukkeret døgnet rundt.
Resultaterne viste, at de unge havde mindre variation i blodsukkeret dagen efter de nætter, hvor de sov længere. Samtidig oplevede de færre ekstreme udsving i blodsukkeret.
Læs også:
Ny viden om sammenhængen
Sammenhængen mellem søvn og stofskiftesygdomme har været kendt i længere tid, men tidligere forskning har primært fokuseret på midaldrende voksne eller personer med forhøjet risiko for diabetes.
»For de fleste 18-årige er diabetes noget, der ligger årtier ude i fremtiden. Og vi har vidst forsvindende lidt om, hvad udsving i blodsukkeret betyder for denne aldersgruppe. Men her ser vi altså lignende sammenhænge hos helt raske 18-årige,« siger seniorforfatter på studiet, professor Morten Arendt Rasmussen fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet og COPSAC.
Forskerne blev samtidig overraskede over, at sammenhængen også gik den modsatte vej.
»Jo mere stabilt blodsukker, deltagerne havde i løbet af dagen, desto længere sov de den følgende nat. Det er altså en to-vejs-mekanisme, og det er ny viden,« siger førsteforfatter og postdoc David Horner fra COPSAC ved Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet.
Kan påvirke sukkertrangen
Studiet viser også, at deltagerne havde et lidt højere blodsukkerniveau om morgenen og i den første halvdel af dagen, når de havde sovet længere.
Ifølge forskerne var det et uventet resultat.
»Men det er formentlig en god ting. Et lidt højere blodsukker først på dagen, kan være med til at dæmpe ens trang til sukker og dermed bidrage til at bevare et stabilt blodsukker,« siger Morten Arendt Rasmussen.
Forskerne så desuden, at de unges blodsukker typisk steg i timerne op til opvågning, og at stigningen var stejlere efter længere søvn.
»Det kan være et tegn på, at kroppen gør sig klar til dagen. Blandt andet kan morgenens naturlige stigning i stresshormonet kortisol påvirke blodsukkeret omkring opvågning, og vores resultater peger på, at overgangen fra søvn til vågen tilstand kan være vigtig for stofskiftet,« siger David Horner.
Søvn kan blive vigtig i forebyggelsen
Forskerne understreger, at studiet ikke kan fastslå de præcise biologiske mekanismer bag sammenhængen mellem søvn og blodsukker. Adfærd som kost og fysisk aktivitet kan også spille en rolle.
Ifølge Morten Arendt Rasmussen bidrager resultaterne dog til en bedre forståelse af søvnens betydning for den fysiske sundhed.
»Vi ved allerede, at søvn er vigtig for den mentale trivsel. Vores studie giver mere viden om, hvorfor søvn også er vigtig for den fysiske sundhed – og at det allerede gælder tidligt i voksenlivet. Dette er samtidig et eksempel på, at de dårligdomme, vi ofte får som ældre, er etableret i os langt tidligere, end vi har vidst.«
Han peger på, at resultaterne på længere sigt kan få betydning for forebyggelsen af blandt andet overvægt, type 2-diabetes og andre stofskiftesygdomme.
»Hvis fremtidige studier bekræfter vores resultater, kan søvn blive en endnu vigtigere brik i arbejdet med at forebygge sygdom og fremme sundhed blandt unge. Og at handle på det kræver hverken en ny diæt eller et dyrt fitnessabonnement. Her handler det sådan set bare om at gå i seng,« siger Morten Arendt Rasmussen.
Professoren afslutter med et glimt i øjet:
»Og når Netflix’ administrerende direktør siger, at deres største konkurrent er søvn, så vil jeg gerne være Netflix’ største konkurrent.«
Læs også: