Nyheder
AI ændrer eksamenerne: Nu kommer regeringen med en strakspakke som varsler opgør med AI-snyd
Undervisningsminister Magnus Heunicke præsenterer tre nye tiltag, der skal begrænse snyd med kunstig intelligens ved opgaver og eksamener på de gymnasiale uddannelser.
Undervisningsminister Magnus Heunicke har offentliggjort en strakspakke mod AI-snyd på de gymnasiale uddannelser.
Baggrunden er, at kunstig intelligens i de seneste år i stigende grad har udfordret både undervisningen og prøvesituationerne. Med den nye pakke ønsker regeringen at skabe klarere rammer for, hvornår AI ikke må anvendes.
Tre initiativer sættes i gang nu
Strakspakken består af tre konkrete initiativer, som træder i kraft med det samme.
For det første indføres et mundtligt forsvar af SSO-opgaven på HF. Derudover skal der anvendes værktøjer, som overvåger elevernes skærme under eksamener, så snyd kan opdages. Endelig opfordres gymnasierne til at lade eleverne skrive flere af deres skriftlige opgaver på skolen under kontrollerede forhold.
Læs også:
Minister: Der er brug for handling
Ifølge undervisningsminister Magnus Heunicke er der behov for at reagere hurtigt på udviklingen.
»Vi har desværre et problem med snyd med AI i gymnasiet. Der er brug for handling nu, og vi begynder med de her tre initiativer. Jeg vil i den kommende tid gå i dialog med skoler, lærere og elever om, hvad der kan gøres på den korte og den lidt længere bane, så vi sikrer, at AI ikke undergraver elevernes kompetencer, faglighed og ikke mindst evnen til at tænke selv. Derudover er det et af et af de emner, vi skal drøfte i dag på Sorø-mødet,« siger undervisningsminister Magnus Heunicke.
National strategi på vej
Regeringen oplyser samtidig, at strakspakken kun er første skridt. Der skal følges op med yderligere initiativer, og der vil blive udarbejdet en samlet national strategi for brugen af kunstig intelligens i hele skole- og uddannelsessektoren.
Læs også: