Sport

AaB må nøjes med point mod Kolding I.F. trods stærk førstehalvleg

En flot scoring af Kornelius Normann bragte AaB foran ved pausen, men et udligningsmål af Lasse Laursen sendte opgøret mod Kolding I.F. i hus med 1-1 på Aalborg Portland Park.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 10. august 2026

Søndagens duel på Aalborg Portland Park mod Kolding I.F. sluttede 1-1 i et opgør, der kunne være gået begge veje. Alligevel sad man med en ærgerlig opfattelse af, at endnu en stærk første halvleg fra AaB’s side burde have udmøntet sig i flere scoringer end det fornemme pletskud, Kornelius Normann sørgede for umiddelbart før pausefløjtet.

Normanns signaturtræffer bragte AaB foran

For tredje gang i træk i sæsonens Betinia Liga stillede AaB fra første fløjt med de samme 11 spillere, men i forhold til pokalsejren i tirsdags på udebane mod Holstebro Boldklub var der syv ændringer i startformationen, hvor Vincent Müller, Frederik Børsting, Marc Nielsen, Alexander Håpnes, Markus Kaasa, Jubril Adedeji og Kornelius Normann erstattede Bertil Grønkjær, Tibo Persyn, Cornelius Olsson, Marcus Bonde, Valdemar Møller, Kelvin John og Mathias Kubel.

De første minutter i en kvalitetsmæssig fin første halvleg var ganske jævnbyrdige, men relativt hurtigt fik AaB tilkæmpet og tilspillet sig overtaget, hvilket efter 13 minutter resulterede i en skudmulighed, som fra kanten af straffesparksfeltet blev sendt fladt forbi målrammen af Markus Kaasa. Tre minutter senere var der til gengæld tale om en stor chance, da Marc Nielsen serverede læderet i panden på en fri Jubril Adedeji, der ligeledes sendte bolden forbi målet.

I den anden ende var AaB-keeper Vincent Müller på plads over for en afslutning fra Tobias Augustinus-Jensen, men AaB fortsatte de gode takter, og Andres Jasson klappede i det 18. minut kuglen på stolpen. Samme Andres Jasson var tre minutter senere opmærksom, da han fik blokeret en skudmulighed til gæsternes Niels Morberg.

Mod slutningen af halvlegen fik AaB igen lagt et godt tryk, hvilket kulminerede, da Kornelius Normann på venstreflanken modtog bolden fra Andres Jasson, hvorefter nordmanden med en tæmning, tempo og en skarp dribling ind i banen bragte sig på skudhold og curlede bolden smukt op i det modsatte målhjørne – efterhånden en signaturtræffer fra Kornelius Normanns højrefod.

Kolding I.F. udlignede efter pausen

Anden halvleg åbnede med en flugter fra den tidligere AaB’er Filip Lesniak, hvilket tvang Vincent Müller ud i en god redning, og overordnet havde udeholdet godt fat i spillet i det første kvarter af anden halvleg. En gylden mulighed for at udligne opstod også efter 54 minutter, men heldigvis for AaB afsluttede Isak Tånnander alene igennem fladt forbi den modsatte stang.

Med kampbilledet in mente forekom det derfor heller ikke ulogisk, at Kolding I.F. i det 56. minut kunne udligne til 1-1, da Lasse Laursen headede et indlæg fra højre i netmaskerne.

Herfra fik AaB igen bedre styr på begivenhederne, og Marc Nielsen fik blokeret en afslutning af Kolding-forsvaret, der også var vågent, da Mathias Kubel efter 71 minutter fik serveret en kæmpe mulighed af William Thomsen, men i sidste øjeblik kom et ben i vejen. Kolding I.F. var imidlertid stadig nærgående i sin offensiv, hvorfor Vincent Müller i fortsættelsen måtte redde fra både Abdul Arshad og Tobias Augustinus-Jensen.

Trods masser af boldbesiddelse i slutfasen fadede tingene efterhånden ud for AaB, hvorfor man måtte tage sig til takke med et enkelt point.

Om en uge venter der endnu en hjemmekamp, når nedrykkerne fra FC Fredericia gæster Aalborg Portland Park fredag den 14. august.

Kampfakta – Betinia Ligaen, 3. spillerunde

AaB–Kolding I.F. 1-1 (1-0)
Mål: 45. min 1-0 Kornelius Normann, 56. min 1-1 Lasse Laursen
Advarsler AaB: Ingen
Advarsel Kolding I.F.: Tobias Augustinus-Jensen
Tilskuere: 4.842 på Aalborg Portland Park