Sundhed

Aalborg Kommune får påbud om stop for indflytning på Fremtidens Plejehjem

Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt et påbud til Fremtidens Plejehjem i Nørresundby, efter at et opfølgende tilsyn i juni igen fandt kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden. Indtil videre må der ikke flytte nye beboere ind på plejehjemmet

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 14. august 2026

Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt et påbud til Fremtidens Plejehjem i Nørresundby, som betyder, at der indtil videre ikke må flytte nye beboere ind på plejehjemmet.

Baggrunden for påbuddet er et reaktivt sundhedsfagligt tilsyn, som styrelsen udførte i november 2025 efter en bekymringshenvendelse. Ved det tilsyn konstaterede styrelsen kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden, og plejehjemmet fik derfor et påbud om straks at sikre et tilstrækkeligt grundlag for varetagelse af de sundhedsfaglige opgaver, systematiske sygeplejefaglige vurderinger med tilhørende opfølgning samt tilstrækkelig journalføring, herunder implementering af en instruks herom.

Fortsatte problemer trods fremgang

Siden november har Styrelsen for Patientsikkerhed gennemført flere opfølgende tilsyn og løbende noteret fremgang i den sundhedsfaglige kvalitet på Fremtidens Plejehjem. Ved det seneste tilsyn i juni fandt styrelsen dog igen kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden.

Det har nu udløst et påbud om midlertidigt at stoppe for indflytning af nye beboere, samt et krav om straks at sikre forsvarlig medicinhåndtering og implementering af den tilhørende instruks, forsvarlig hygiejne – herunder ved håndtering af sondeernæring – og udarbejdelse og implementering af en tilstrækkelig instruks for ansvars- og kompetenceforhold.

Rådmand kalder situationen uacceptabel

Rådmand for Senior og Rehabilitering, Vibeke Gamst, forholder sig til påbuddet:

“Jeg finder det uforståeligt, at der på trods af vores intense arbejde fortsat er udfordringer med den sundhedsfaglige kvalitet på Fremtiden Plejehjem. Det viser, at vores tiltag indtil nu ikke har været tilstrækkelige. Det er helt uacceptabelt. Derfor har jeg bedt min forvaltning om at intensivere det tætte samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og om at udvide og opdatere den handleplan, som vi arbejder efter for at rette op på den sundhedsfaglige kvalitet. Samtidig skal der mandes op på både ledelse og medarbejdere for også på denne måde at skabe mere tid til kvalitetsarbejdet.”

Hun understreger, at det er første gang, kommunen har måttet stoppe indflytning på et af sine plejehjem: “Vi har ikke tidligere stået i en situation, hvor det har været nødvendigt at stoppe indflytning på et af vores plejehjem. Men selvfølgelig skal der ikke flytte nye beboere ind på Fremtidens Plejehjem, før der er rettet op på de meget alvorlige mangler, som Styrelsen for Patientsikkerhed har påpeget.”

Rådmanden har samtidig forståelse for, at situationen kan skabe utryghed blandt beboere og pårørende: “Jeg har stor forståelse for, at pårørende og beboere kan føle sig utrygge på grund af det skærpede påbud. Derfor vil vi tage hånd om dem på plejehjemmet, hvor de vil få mulighed for at få besvaret deres spørgsmål om påbuddet, og om hvordan vi vil rette op på den sundhedsfaglige kvalitet i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.”

Påbuddet er offentliggjort på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.