Helbred

Forskere finder nye spor i hjernen: Dopamin kan spille vigtig rolle ved autisme

Et nyt studie med 60 voksne viser forskelle i hjernens dopaminsystem hos autistiske og neurotypiske personer. Forskerne håber, at resultaterne kan bidrage til en bedre forståelse af de biologiske mekanismer bag autisme.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. august 2026

Forskere fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har fået ny viden om, hvordan autisme kommer til udtryk i hjernen.

I et nyt studie har forskerne for første gang kombineret tre forskellige hjerneskanningsteknikker for samtidig at undersøge hjernens dopaminsystem, energiforbrug og kommunikationen mellem forskellige områder i hjernen.

Undersøgelsen omfattede 60 voksne – 30 autistiske og 30 neurotypiske deltagere.

Fandt flere dopaminreceptorer

Et af de centrale resultater var, at de autistiske deltagere i gennemsnit havde flere såkaldte dopamin D2-receptorer end de neurotypiske deltagere.

Forskerne fandt desuden, at bestemte dybe områder af hjernen hos de autistiske deltagere både havde et højere energiforbrug og flere dopaminreceptorer.

»Vores studie er det første til at undersøge signalstoffet dopamin, hjernens energiforbrug og kommunikationen mellem hjerneregioner i samme undersøgelse. Det giver os en mere nuanceret forståelse af de biologiske mekanismer, som er forbundet med autisme,« siger Laust Vind Knudsen, postdoc ved Forskningsenhed for psykiatri, Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.

Han er førsteforfatter på studiet.

Dopamin kan have en vigtigere rolle

Dopamin er et signalstof, som nerveceller bruger til at sende beskeder til hinanden. Stoffet spiller blandt andet en rolle for motivation, læring, bevægelse og belønning.

Blandt de autistiske deltagere var et højere antal dopaminreceptorer forbundet med et højere energiforbrug i de samme områder af hjernen.

Samtidig fandt forskerne tegn på, at dopaminsystemet påvirkede kommunikationen mellem forskellige dele af hjernen anderledes hos de autistiske deltagere.

»Vores resultater peger på, at dopaminsystemet ikke alene adskiller sig mellem autistiske og neurotypiske personer. Resultaterne tyder også på, at dopaminsystemet påvirker kommunikationen mellem hjerneregioner forskelligt i de to grupper. Det peger på, at dopaminsystemet kan spille en mere grundlæggende rolle ved autisme, end man tidligere har været opmærksom på,« siger Laust Vind Knudsen.

Kan ikke bruges til at stille diagnose

Forskerne understreger, at resultaterne ikke forklarer, hvorfor autisme opstår. Studiet kan heller ikke bruges til at stille en autismediagnose.

Til gengæld giver undersøgelsen ny viden om den biologiske variation, der er forbundet med autisme, og om samspillet mellem hjernens signalstoffer, energiforbrug og kommunikation.

Resultaterne kan samtidig være interessante i forhold til sammenhængen mellem autisme og ADHD.

Ifølge forskerne peger studier på, at omkring 40 procent af autistiske personer også har en ADHD-diagnose. Dopaminsystemet spiller samtidig en central rolle ved ADHD.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt nogle biologiske mekanismer knyttet til dopaminsystemet kan være fælles for autisme og ADHD.

»Hjerneforskning kan hjælpe os med at forstå autisme bedre, ikke for at ændre autistiske mennesker, men for at skabe større forståelse for neurodiversitet og bedre rammer i samfundet. Vores resultater åbner også for nye spørgsmål om, hvorfor autisme og ADHD så ofte optræder sammen, hvilket vi gerne vil undersøge nærmere siger Laust Vind Knudsen.«

Der er brug for større undersøgelser

Studiet blev gennemført som en del af Laust Vind Knudsens ph.d.-projekt ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.

Forskerne kombinerede to PET-skanninger og en funktionel MR-skanning. Studiet er samtidig det første PET-studie, der specifikt er designet til også at undersøge mulige forskelle mellem autistiske mænd og kvinder.

Forskerne understreger dog, at der er behov for større studier for at undersøge, om resultaterne kan genskabes i andre grupper af autistiske personer.

Studiet er offentliggjort i European Journal of Nuclear Medicine and Molecular Imaging.