Nyheder
Seks ud af ti unge med lave karakterer i Aalborg vælger gymnasiet
61 procent af de unge med karakterer i den nederste halvdel af deres årgang i Aalborg Kommune vælger en gymnasial uddannelse. Det placerer Aalborg på niveau med landsgennemsnittet.
Selv om karaktererne fra grundskolen ligger i den nederste halvdel af årgangen, vælger et flertal af de unge i Aalborg gymnasievejen.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der bygger på registerdata fra Danmarks Statistik.
I Aalborg Kommune vælger 61 procent af de unge i gruppen en gymnasial uddannelse som deres første ungdomsuddannelse. Dermed ligger Aalborg præcis på niveau med landsgennemsnittet, som ligeledes er 61 procent.
Store forskelle på tværs af Nordjylland
Bevæger man sig uden for Aalborg Kommune, ændrer billedet sig flere steder.
I Rebild Kommune vælger 55 procent af de unge med relativt lave karakterer gymnasiet, mens andelen i Mariagerfjord Kommune er 51 procent.
I Vesthimmerlands Kommune er tallet endnu lavere. Her vælger 46 procent gymnasiet, og kommunen er dermed blandt blot otte kommuner i Danmark, hvor et flertal af de unge i gruppen i stedet vælger en erhvervsuddannelse.
Tallene viser dermed, at der også inden for relativt korte geografiske afstande kan være betydelige forskelle på, hvilken ungdomsuddannelse de unge vælger.
Læs også:
Lokale uddannelseskulturer kan have betydning
På landsplan spænder andelen, der vælger gymnasiet, fra 41 procent i Hedensted Kommune til 89 procent i Hørsholm Kommune.
Ifølge Rasmus Lindø Kaslund, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kan de markante forskelle blandt andet hænge sammen med den lokale kultur omkring uddannelsesvalg.
”De geografiske forskelle er meget tydelige. I områder, hvor der generelt er mange unge, der vælger at gå på gymnasiet, der gør de unge med lave karakterer det også. Det tyder på, at det i høj grad handler om kultur,” siger Rasmus Lindø Kaslund, analytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
”Nogle steder er gymnasiet et meget fasttømret førstevalg, der nok ofte sker på autopilot. Også blandt elever, der ikke er bogligt rustet til en tre-årig gymnasial uddannelse, som uddannelserne ser ud i dag,” siger Rasmus Lindø Kaslund.
”Omvendt er der i andre dele af landet en stærkere kultur for at tage en erhvervsuddannelse,” siger Rasmus Lindø Kaslund.
AE peger på risiko ved gymnasievalget
Ifølge AE er en gymnasial uddannelse ikke nødvendigvis den bedste vej for alle unge med lave karakterer fra grundskolen.
”Mange unge, der begynder på gymnasiet med lave karakterer fra grundskolen, dropper enten ud eller kommer aldrig i gang med en videregående uddannelse, som ellers er gymnasiets formål at forberede dem til,” siger Rasmus Lindø Kaslund.
”De risikerer at stå uden en erhvervskompetencegivende uddannelse med lavere jobsikkerhed og ofte lavere løn end andre unge, der har en uddannelse,” siger Rasmus Lindø Kaslund.
Ny epx skal give de unge en anden mulighed
Fra 2030 åbner den nye gymnasiale uddannelse epx. Uddannelsen får et lavere karakterkrav end det traditionelle gymnasium og skal være mere praktisk orienteret og erhvervsrettet.
Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser man epx som en mulighed for at skabe et attraktivt alternativ for blandt andre unge, som i dag søger mod de treårige gymnasiale uddannelser.
”Epx skal tilbyde unge et stærkt ungdomsmiljø og give dem både praktiske færdigheder og viden. Det er den rigtige vej at gå i forhold til at give alle unge et attraktivt ungdomsuddannelsestilbud. Den har potentiale til at ramme unge med lave karakterer bedre,” siger Rasmus Lindø Kaslund.
Læs også: