Forbruger
Økologisk Landsforening: Regler og kontrol presser de små landbrug
Mens 29 økologiske gårde denne weekend inviterer indenfor til Økologisk Høstmarked, efterlyser Økologisk Landsforening enklere regler for små producenter og gårdbutikker.
Små økologiske landbrug skal have bedre vilkår og færre administrative byrder. Det mener Økologisk Landsforening, som i forbindelse med weekendens Økologiske Høstmarked retter en opfordring til regeringen.
Lørdag og søndag den 5. og 6. september holder 29 økologiske gårde rundt om i landet høstmarked på forskellige tidspunkter. Her kan gæster blandt andet opleve årets høst og besøge gårdbutikkerne.
Samtidig ønsker Økologisk Landsforening, at regeringen bruger den kommende fødevarestrategi til at skabe en særskilt regulering, der tager højde for de mindre producenters vilkår.
Efterlyser helt nye regler
Ifølge foreningen er de nuværende regler og kontrollen i høj grad indrettet efter større industrilandbrug. Det giver en betydelig administrativ arbejdsbyrde for små producenter, som ofte selv står for hele vejen fra produktion til salg.
”Vi skal have mere lokal produceret økologi – ikke mindre. Det ved vi, at regeringen også vil. Og vi ved fra de økologiske producenter, at forbrugerne har en stigende interesse i at handle i gårdbutikker. Desværre er regler og kontrol en barriere for, at flere kommer i gang. Derfor opfordrer vi regeringen til at skrive ind i sin fødevarestrategi, at der skal formuleres en selvstændig og målrettet regulering med afsæt i småskalaproducenternes karakter,” siger Rasmus Prehn.
Han er administrerende direktør i Økologisk Landsforening.
”Reglerne giver de små producenter en stor administrativ arbejdsbyrde. Vi ønsker anerkendelse af de små landbrug, der selv står for alt fra produktion til salg i gårdbutikken, som en selvstændig gruppe inden for fødevareerhvervet. Vi mener, at man bør stoppe med at kvæle de små brug med regler og kontrol, der er designet til nogle andre,” siger administrerende direktør Rasmus Prehn, der lørdag er til Økologisk Høstmarked hos Lille Østergaard ved Brønderslev.
Små producenter omsætter for 600 millioner
Ifølge Økologisk Landsforening omsætter de små producenter og gårdbutikker tilsammen for 0,6 milliarder kroner om året. Foreningen vurderer, at beløbet kunne blive større, hvis betingelserne for producenterne blev forbedret.
Rasmus Prehn peger samtidig på Lille Østergaard ved Brønderslev, der har afholdt Økologisk Høstmarked i 30 år.
”Jeg glæder mig til at besøge Lille Østergaard og til at være med til at vise alt det frem, som de lokale økologiske producenter kan. Lille Østergaard har holdt Økologisk Høstmarked i 30 år og har fundet deres egen vej i det her. Ved at gøre reglerne mere enkle, kan vi skabe flere af de succeshistorier og få en større diversitet i vores landbrug, der kan levere meget af det, vi skriger på i dag: Generationsskifte i landbruget, flere lokale og danske produkter og en større grøntsagsproduktion.”
Vil åbne døren til offentlige indkøb
Økologisk Landsforening ønsker også, at det bliver lettere for små producenter at sælge deres varer til det offentlige.
”Det er samtidig vigtigt at give småskalaproducenter bedre adgang til de offentlige indkøb. Som det er i dag, er det alt for bureaukratisk og besværligt for en offentlig indkøber at købe lokalt. Det er helt afgørende, at det bliver ændret, hvis vi skal lykkes med at sikre mangfoldigheden i vores produktion,” siger Rasmus Prehn.
De 29 gårde ved Økologisk Høstmarked holder åbent på forskellige tidspunkter den 5. og/eller 6. september.
Læs også: