Sport

Aalborg Håndbold rejste sig flot på udebane mod Skjern

Med 14 redninger af Niklas Landin og fem mål samt syv assists fra Juri Knorr sikrede Aalborg Håndbold en 33-30-sejr og en foreløbig tredjeplads i Bambuni Herreligaen

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 7. september 2026

Uden den fortsat skadede Lukas Nilsson og en skadesramt Sander Sagosen skulle Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag søge tilbage på sejrssporet på udebane mod Skjern Håndbold. Det lykkedes med en sejr på 33-30, efter en tæt kamp hvor holdet flere gange måtte kæmpe sig tilbage i front.

Tæt første halvleg med skader og udvisninger

Fra start stod Niklas Landin på mål, mens Juri Knorr, Patrick Helland Anderson og Thomas Arnoldsen var i bagkæden, Felix Möller på stregen og Magnus Landin samt Patrick Wiesmach på fløjene. I defensiven byttede Knorr med Simon Hald, mens Magnus Landin roterede ind i det centrale forsvar.

Begge hold fandt tidlig succes via stregspillet, og allerede i fjerde minut viste Juri Knorr sin fart, da et hurtigt opgiverkast bragte stillingen til 3-3. Kort efter gik Knorr dog ned med smerter i anklen efter et returløb og måtte forlade banen. Han blev erstattet af Marinus Munk, mens Mads Hoxer skiftede ind i forsvaret, og Magnus Norlyk kom på banen for at dække venstre fløj defensivt.

Efter de første ti minutter førte hjemmeholdet 6-5, og Simon Dahls tropper måtte slide hårdt for at få stop i forsvaret. Efter 12 minutter kom Aalborg dog foran, da Simon Hald opfangede en aflevering, der endte med mål af Felix Möller. Niklas Landin fik sin første redning kort efter, men et par fejlafleveringer betød, at Skjern kom foran 9-7, inden Landin igen viste sine evner i målet.

I 18. minut vendte Knorr tilbage på banen, og Mads Hoxer bidrog offensivt med scoringer på sine to første forsøg. Simon Hald sikrede kort efter den første nordjyske føring til 9-10, hvilket fik hjemmeholdet til at tage kampens første timeout. Skjern svarede igen med syv-mod-seks-spil, og selv da Felix Möller fik opgørets første udvisning, holdt Aalborg stand takket være en redning fra Niklas Landin, der blev omsat til scoring af broren Magnus i den anden ende.

Med Vetle Rønningen i midtblokken fortsatte en stærk defensiv indsats, hvor Skjern gang på gang blev frustreret og lukket ned i mellemrummene. Kun to scoringer lykkedes for hjemmeholdet på knap 14 minutter, og Marinus Munk kunne øge til 11-14 efter 28 minutter. I de sidste sekunder af halvlegen reducerede Skjern dog to gange, så pausestillingen endte 13-14.

Dramatisk anden halvleg afgjorde sejren

Begge hold åbnede anden halvleg med fart og hurtige scoringer, og det var Aalborg Håndbold, der kom bedst fra start med scoringer af Hoxer, Knorr og Anderson. Felix Möller pådrog sig dog sin anden udvisning, så nordjyderne igen måtte spille undertal, inden Thomas Arnoldsen blev nedlagt med ulovlige midler i et gennembrud, hvilket gav Skjerns Jonathan Würtz holdets første udvisning.

Skjerns unoder fortsatte, da Würtz kort efter blev udvist igen efter at have tabt en duel til Juri Knorr. Alligevel formåede playmaker Aksel Månsson at reducere for hjemmeholdet, og svenskeren var generelt den største udfordring for Aalborg-forsvaret med sine finter, overblik og fart.

Netop som Aalborgs føring på tre mål så ud til at holde, blev to forbiere straffet med scoringer, og en tvivlsom udvisning af Simon Hald bragte hjemmeholdet helt tilbage i kampen via fornyet syv-mod-seks-spil. Kort efter fulgte Aalborgs fjerde udvisning, da Magnus Landin blev udvist efter endnu en diskutabel kendelse. Heldigvis leverede storebror Niklas Landin igen, da han reddede et frit fløjskud fra Alfred Arnelin og kort efter afviste Mads Mensahs skud på klos hold.

Begge redninger blev omsat til scoringer i den anden ende, så Aalborg med otte minutter tilbage igen var foran med tre mål. Da Marinus Munk kort efter bragte stillingen til 25-29, så sejren for alvor ud til at være sikret. Føringen holdt til tre minutter før tid, hvor Felix Möller blev udvist for tredje gang og dermed vist det røde kort. Skjern reducerede to gange ubesvaret, inden Simon Hald definitivt afgjorde opgøret med scoring til 29-32.

Kampen endte 33-30 til Aalborg Håndbold, der efter fire spillerunder er noteret for seks point og ligger på en foreløbig tredjeplads i Bambuni Herreligaen.

Onsdag aften venter sæsonpremieren i EHF Champions League, når franske Paris Saint-Germain gæster Sparekassen Danmark Arena.

Slutresultat: Skjern Håndbold – Aalborg Håndbold 30-33 (13-14) | Bambuni Herreligaen, 4. spillerunde