Danske børn under 15 år skal som udgangspunkt ikke længere have adgang til sociale medier. Det er målet med et nyt lovforslag, som forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren mandag sender i høring.
Firkløverregeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre er sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti blevet enige om at indføre en national aldersgrænse på 15 år.
Lovforslaget ventes fremsat i begyndelsen af 2027 med henblik på, at de nye regler kan træde i kraft den 1. juli 2027.
Vil beskytte børn mod skadeligt indhold
Baggrunden for aldersgrænsen er blandt andet ønsket om at beskytte børn mod skadeligt indhold, digitale krænkelser og algoritmer, der kan fastholde dem foran skærmen.
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund mener, at Danmark med lovforslaget tager et vigtigt skridt.
»Vi har længe været to skridt bagud, når det kommer til sociale medier. Med lovforslaget forsøger vi nu at indhente et langt skridt. I både Europa og andre vestlige lande er der opbakning til, at vi er nødt til at slå hårdere ned, når de sociale medier ikke tager deres ansvar alvorligt med at sikre bedre børnebeskyttelse. Det ser vi i EU, hvor flere platforme nu bliver omfattet af aldersgrænser, og i USA hvor der for nylig blev indgået et historisk forlig. Lovforslaget viser, at vi fra dansk side er på børnenes side, og at vi gerne går forrest i den internationale kamp for beskyttelse af børn og unge på sociale medier,« siger Christina Egelund.
Læs også:
Næsten alle har en profil inden 13-årsalderen
Tal i forbindelse med lovforslaget viser, at sociale medier allerede fylder meget tidligt i børns liv.
Når børn fylder ti år, har knap halvdelen en profil på sociale medier. Inden de fylder 13 år, har 94 procent en profil på mindst ét socialt medie.
Samtidig angiver 40 procent af forældrene til børn og unge mellem 1 og 17 år, at de selv eller en medforælder har hjulpet barnet med at oprette en profil eller få adgang til et socialt medie, før barnet var gammelt nok.
69 procent af de 9-17-årige havde i 2024 oplevet mindst én digital krænkelse eller en anden ubehagelig oplevelse online inden for det seneste år.
Sociale medier tjener millioner på børn
Der er samtidig store økonomiske interesser på spil.
En undersøgelse fra Center for sociale medier, tech og demokrati estimerer, at YouTube, TikTok, Instagram, Facebook og Snapchat tilsammen omsætter for 327 millioner kroner om året i Danmark på reklamer vist til børn og unge mellem 8 og 17 år.
Aftalepartierne mener, at beskyttelsen af børn skal veje tungere end platformenes kommercielle interesser.
Trine Bramsen, der er Socialdemokratiets ordfører for aldersgrænsen på sociale medier, siger:
»Børn skal have lov til at være børn, før de bliver afhængige af techgiganter. I årevis har nogle af verdens rigeste techvirksomheder haft fri adgang til vores børn – og tjent milliarder på at fastholde dem foran skærmen. Vi har været alt for langsomme til at hjælpe forældrene med at sætte grænser. Det laver vi om på nu.«
SF: Et centralt skridt
SF’s digitaliseringsordfører Charlotte Broman Mølbæk kalder aldersgrænsen en sejr for børns trivsel.
»Endelig får vi en aldersgrænse på 15 år for sociale medier, som vi længe har kæmpet for i SF. For det er fuldstændig afgørende, at vi beskytter vores børn bedre i den digitale verden. Tech-giganterne har haft alt for frit spil, og deres afhængighedsskabende teknologi har medvirket til mistrivselskrisen hos børn og unge. Videnskaben har i flere år råbt op om konsekvenserne, og når META for nylig har indgået forlig i USA i et sagsanlæg om børns afhængighed, er det en ren tilståelsessag. Derfor er aldersgrænsen også en sejr for vores børns trivsel og et helt centralt skridt i arbejdet mod at regulere techgiganterne.«
Radikale Venstres digitaliseringsordfører Steffen Holme Helledie fremhæver ligeledes behovet for en tryggere digital hverdag:
»Skadeligt indhold og afhængighedsskabende algoritmer er ikke for børn. Derfor fastsætter vi nu en aldersgrænse på 15 år for sociale medier og tager et vigtigt skridt for at give børn og unge en tryggere digital hverdag. En aldersgrænse er et vigtigt værktøj til at understøtte det arbejde og ansvar, vi som samfund, skole og forældre har for at klæde vores børn og unge på til at begå sig i det digitale liv.«
Større ansvar til techvirksomhederne
Moderaternes digitaliseringsordfører Rasmus Lund-Nielsen peger på, at virksomhederne bag de sociale medier skal have et større ansvar.
»Det her er en klar sejr for Moderaterne. Vi har kæmpet for tydelige regler, som placerer et større ansvar hos de techvirksomheder, der tjener penge på at få børn ind på deres platforme så tidligt som muligt. Det kan ikke være virksomhedernes forretningsmodel, der afgør, hvornår danske børn er klar til sociale medier. Vi tror på virksomhedernes frihed til at udvikle nye produkter, men den frihed følges også af et ansvar, når børns trivsel er på spil. Når børn fastholdes af algoritmer og udsættes for skadeligt indhold, skal deres beskyttelse veje tungere end platformenes indtjening. Derfor sætter vi nu en klar aldersgrænse på 15 år.«
Aldersgrænsen kan ikke stå alene
Venstres digitaliseringsordfører Christoffer Melson understreger, at aldersgrænsen kun er én del af indsatsen.
»For mange børn debuterer for tidligt på sociale medier, der ikke er alderssvarende. Vi tror på, at en national aldersgrænse kan være med til at understøtte en nødvendig normændring. En aldersgrænse for de største sociale medier er kun en del af løsningen, og derfor er det væsentligt at se aldersgrænsen i sammenhæng med de andre tiltag i aftalen. Det gælder blandt andet indførelsen af undervisning i teknologiforståelse i folkeskolen og tiltagene, der styrker forældrenes mulighed for at tage ansvar for børnenes skærmbrug.«
Det Konservative Folkepartis digitaliseringsordfører Sofie Therese Svendsen peger samtidig på, at partiet fortsat ser en udfordring for de 13-15-årige.
»Det Konservative Folkeparti står bag aftalen, fordi vi har et klart ansvar for at beskytte børn bedre i den digitale verden. Det gælder ikke mindst beskyttelsen mod digitale krænkelser. Vi ser fortsat en udfordring i forhold til de 13-15 åriges mulighed for brug af visse sociale medier med forældresamtykke, som vi fortsat ønsker en indsats overfor.«
160 millioner kroner til digital børnebeskyttelse
Lovforslaget udspringer af den politiske aftale om digital børnebeskyttelse fra november 2025.
Med aftalen blev der afsat 160 millioner kroner til området i perioden fra 2026 til 2029.
Næste skridt bliver høringen af lovforslaget. Planen er derefter, at det fremsættes i begyndelsen af 2027, så den nye aldersgrænse kan træde i kraft den 1. juli samme år.
Læs også: