Sport
Vinderne af DM i Traktortræk er fundet efter blæsende dyst
Trods regnbyger og kraftig vind trak op mod 3.000 gæster til traktortrækbanen i Linde mellem Aarhus og Randers, hvor tætte løb til sidst kårede årets danske mestre
Dufter af brændstof, nedtrampet græs og kolde øl har bredt sig på traktortrækbanen i Linde mellem Randers og Hadsund. Pladsen har været godt fyldt hele dagen trods det svingende vejr, med op mod 3.000 gæster til stede. Mens regnen har givet udfordringer på banen, er lydniveauet og ølsalget blot steget i teltene, og intet har stået i vejen for humøret til årets DM i traktortræk.
Regn og vind udfordrede banen, men alt kom i mål
I år er det Region Aarhus LandboUngdom, der har lagt bane til arrangementet. Planlægningen har taget over et år, og de frivillige har set frem til dagen længe. Vejret var svært at planlægge efter, men formand for traktortrækudvalget, Claus Frederiksen, er alligevel tilfreds med, hvordan dagen er forløbet.
“Vi frygtede godt, at der ville komme meget vand. Det har ikke været helt så slemt, men der har været et par store byger. Vi har haft plastik på banen lidt frem og tilbage hele tiden, og det er selvfølgelig træls,” siger han.
Trods de vejrmæssige udfordringer lykkedes det at få alle trækkere på banen, og efter tætte løb er årets vindere nu fundet i samtlige klasser.
Læs også:
Her er årets danske mestre i traktortræk
- Landbrugsklasse 1: Oliver Petersen
- Landbrugsklasse 2: Christian Niss
- Landbrugsklasse 3: Magnus Kirk Knudsen
- Landbrugsklasse 4: Preben Drejer Pedersen
- Landbrugsklasse 5: Mads Sørensen
- Superstandardklasse 0: Niclas Bay
- Superstandardklasse 1A: Alex Jensen
- Superstandardklasse 1B: Mads Sørensen
- Superstandardklasse 2: Morten Knudsen
- Superstandardklasse 3: Laust Søgaard
- Superstandardklasse 4: Emil Brøndum
- Superstandardklasse 5: Emil Poulsen
- Superstandardklasse 6: Anders Agri Hansen
- Superstandardklasse 7: Jesper Andreasen
- Farmklasse 1: Michael Poulsen
- Farmklasse 2: Erna Kristine Hald
Læs også: