Erhverv

Barselsidé blev en millionsucces: 72,5 millioner kroner udbetalt til nordjyske familier

Mere end 2,2 millioner stykker børnetøj, legetøj og udstyr har skiftet hænder gennem Børneloppen Aalborg, siden butikken åbnede i 2019.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. september 2026

En frustration under en barsel blev begyndelsen på en forretning, der siden har sendt millioner af kroner tilbage i lommerne på nordjyske familier.

Melissa Thøgersen åbnede Børneloppen Aalborg på Stenbukken i City Syd i september 2019. Siden åbningen har kunderne solgt mere end 2,2 millioner stykker børnetøj, legetøj og udstyr gennem butikken.

Salget har betydet, at mere end 72,5 millioner kroner er blevet udbetalt direkte til standlejerne.

»Da vi åbnede butikken, håbede vi, at nordjyderne ville tage godt imod konceptet. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at så mange familier ville bruge Børneloppen som en del af deres hverdag. Det er jeg både stolt og taknemmelig over,« siger Melissa Thøgersen, indehaver af Børneloppen Aalborg.

Begyndte under en barsel

Idéen opstod, mens Melissa Thøgersen var på barsel med sin datter i 2019. Her oplevede hun, hvor besværligt det kunne være at sælge aflagt børnetøj, legetøj og udstyr på nettet.

Det førte til åbningen af den 680 kvadratmeter store butik, der på daværende tidspunkt var blandt de største loppebutikker for børnefamilier i Nordjylland.

Millioner af liter vand sparet

De mange genbrugshandler har også haft betydning for ressourceforbruget.

Beregninger viser, at genbruget gennem Børneloppen Aalborg siden åbningen har bidraget til besparelser på omkring 759 millioner liter vand og 5,1 millioner kilo CO₂.

Det svarer til cirka 151,8 millioner toiletskyl og 39 millioner kilometers kørsel i bil.

»Noget af det mest meningsfulde ved vores koncept er, at familierne både kan tjene penge og gøre noget godt for miljøet samtidig. Hver gang en flyverdragt, et stykke legetøj eller en barnevogn får en ny ejer, sparer vi ressourcer og reducerer behovet for nyproduktion,« siger Melissa Thøgersen.

Inviterer til fødselsdagsfest

Lørdag den 12. september inviterer Børneloppen Aalborg kunder, standlejere og familier til fødselsdagsfejring i butikken.

Dagen byder blandt andet på goodiebags til de første 25 kunder, skattejagt for børn, lykkehjul ved køb over 250 kroner og 14 dages standleje ved køb over 800 kroner.

Maskotten Loppen kommer på besøg klokken 9, 12 og 15, mens der fra klokken 13 serveres kage, kaffe og juice, så længe lager haves.

»Vi glæder os til at fejre dagen sammen med alle dem, der har støttet os gennem årene. Kunderne og standlejerne har været med til at skabe den succes, vi ser i dag, og derfor vil vi gerne markere dagen med en hyggelig fejring for hele familien,« siger Melissa Thøgersen.