Biler og motor
Du gør det måske selv uden at tænke over det: 9 ud af 10 bilister oplever farligt problem
88 procent oplever, at andre trafikanter trækker ind foran dem med for kort afstand. Nu sætter Vejdirektoratet fokus på problemet i en ny kampagne.
Det er en situation, som langt de fleste bilister har oplevet på motorvejen: Man sørger for god afstand til bilen foran, men efter en overhaling trækker en anden bil ind i mellemrummet.
En ny undersøgelse foretaget af Epinion for Vejdirektoratet viser, at 88 procent oplever, at andre trafikanter trækker ind foran dem i deres vognbane med for kort afstand.
Blandt dem, der har oplevet situationen, betegner 32 procent det som et meget stort problem, mens 31 procent ser det som et stort problem. Yderligere 27 procent mener, at problemet er mellemstort.
Afstanden skal tænkes begge veje
Vejdirektoratet lancerede torsdag den 10. september en ny kampagne, der skal sætte fokus på afstanden mellem bilerne – også efter en overhaling.
”De fleste af os ved godt, at vi skal holde afstand til bilen foran. Men vi skal også huske, at når vi trækker ind efter en overhaling, bliver vi selv bilen foran for en anden. Trækker vi ind for tidligt, tager vi noget af den afstand og reaktionstid, trafikanten bag os har sørget for at skabe. Derfor skal vi tænke på afstanden både foran og bag bilen,” siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.
Kampagnen følger op på tidligere indsatser om afstand i trafikken. Denne gang er fokus udvidet, så det ikke kun handler om afstanden til den forankørende, men også om den plads, man efterlader til bilen bagved ved et vognbaneskift.
Afstand giver vigtig reaktionstid
Bagendekollisioner er den hyppigste ulykkestype på de danske motorveje. Fra 2021 til 2025 stod de for 42 procent af alle personskadeulykker på motorvejene. Samlet udgør bagendekollisioner og ulykker med trængning over halvdelen af personskadeulykkerne på motorvejene.
”Afstand har stor betydning for, hvor meget tid man har til at reagere, hvis der pludselig sker noget uventet. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke stjæler hinandens afstand. Når du har overhalet og skal trække ind igen, så giv bilen bag dig plads og undgå at trække ind så tæt, at du fjerner den afstand, den anden trafikant har sørget for at holde,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Mere end 1.000 danskere blev spurgt
Undersøgelsen blev gennemført af Epinion i april 2026 og omfattede 1.012 danskere. 88 procent svarede ja til, at de oplever andre trafikanter trække ind foran dem med for kort afstand. Ni procent svarede nej, mens tre procent svarede ved ikke.
Vejdirektoratets nye kampagne løber frem til den 18. oktober og vil blandt andet kunne ses på sociale medier.
Læs også: